Sundhedsmyndighederne har fremrykket muligheden for 3. stik, så alle personer på 40 år og over nu kan få det 3. stik 4,5 måneder efter 2. stik.
Det tilbud har Mette Frederiksen taget imod, og hun har her til eftermiddag modtaget sit 3. vaccinestik mod covid-19 hos egen læge i Ballerup.
Det oplyser Statsministeriet.
”Omikron-varianten spreder sig lige nu hastigt i vores samfund. Det er dybt bekymrende. Derfor kan jeg ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at alle, der har muligheden, tager imod tilbuddet om en vaccine. Det er både vigtigt for dit eget helbred, men i ligeså høj grad vigtigt for at passe på dem, der er særligt udsatte for corona," udtaler Mette Frederiksen.
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix.
1,2 mio. danskere har nu modtaget deres 3. stik, og det er målsætningen, at 650.000 skal kunne blive vaccineret i løbet af denne uge, skriver Statsministeriet og tilføjer, at det ikke er nødvendigt at vente på en indkaldelse.
Hvis man har mulighed for at få det 3. stik, vil man udover på vacciner.dk kunne booke tid hos en række praktiserende læger. Fra og med tirsdag vil man også kunne få vaccinen på mange apoteker i Region Hovedstaden – og flere apoteker i hele landet forventes snart at komme med.
Søren Brostrøm vaccinerer
Tirsdag aften tilbringer Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, fire timer i Øksnehallen, hvor han og en række kolleger giver en hånd med, så endnu flere borgere kan blive vaccineret på kort tid.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.
”Jeg er selv læge og har allerede været ude at vaccinere mange steder i landet. Det er vigtigt, at vi også som Sundhedsstyrelsen kommer ud og tager snakken om vaccinen med folk i øjenhøjde. Lige nu skal vi meget hurtigt have vaccineret enormt mange, så der er brug for alle hænder. I Sundhedsstyrelsen arbejder mange forskellige autoriserede sundhedspersoner, og jeg er glad for at flere af dem har meldt sig til sammen med mig at tage en aftenvagt på det store vaccinecenter i Øksnehallen,” siger direktøren i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, i en pressemeddelse fra Region Hovedstaden.