Årsopgørelsen: Du bliver dobbeltbeskattet, hvis du laver denne fejl

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Pas nu på.

Lige nu læser andre også

Tusindvis af danskere, der har indbetalt for meget til ratepension sidste år, og som dermed risikerer, at deres pensionsindbetalinger bliver beskattet flere gange, har god grund til at være ekstra opmærksomme, når årsopgørelsen åbner d. 24. marts.

Her har de nemlig mulighed for at undgå at blive ramt af denne dobbeltbeskatning.

”Mange danskere sætter kryds i kalenderen ved den dato, hvor der bliver åbnet for årsopgørelsen, og i år bliver givetvis ingen undtagelse,” siger Helle Dalsgaard, der er chefrådgiver i Sampension, ifølge en pressemeddelelse og fortsætter:

"Den store interesse for årsopgørelsen handler først og fremmest om, at vi gerne vil se, om vi skal have penge tilbage i skat eller ej, hvilket jo er naturligt. Men der kan også være en pænt beløb at hente, hvis man i samme ombæring tjekker, om man har indbetalt for meget til ratepension i det forgangne år og dermed risikerer at blive dobbeltbeskattet."

Beskattes to gange

I 2024 kunne man indbetale op til 63.100 kr. på en ratepension med fuldt fradrag. Indbetalinger over denne grænse var der ikke fradrag for.

Og da der samtidig skal betales skat af udbetalingen, bliver pengene altså beskattet to gange.

”Det er nok de færreste, der ønsker at få deres penge beskattet mere end nødvendigt. Ikke desto mindre er der hvert år mange danskere, som risikerer netop dét, fordi de indbetaler for meget til deres ratepension og derfor mister fradraget for en del af indbetalingerne. Dermed har de udsigt til at blive ramt af dobbeltbeskatning, da der bliver betalt skat af pengene både i indbetalingsåret, og igen når de skal udbetales. Det missede fradrag kan løbe op i tusindvis af kroner, så der er bestemt ikke tale om småbeløb,” siger Helle Dalsgaard.

Gik ud over 28.500 borgere

Ifølge de seneste tal fra Skattestyrelsen var der i 2023 28.500 borgere, som indbetalte mere til ratepension, end de kunne få fradrag for. I alt indbetalte disse borgere 239 mio. kr. for meget, hvilket svarer til ca. 8.400 kr. pr borger.

”Problemet med for høje indbetalinger opstår typisk, hvis man indbetaler til flere ratepensioner. Det kan f.eks. være, fordi man har skiftet arbejde - hvilket mange jo løbende gør - og man som følge har indbetalinger til flere pensioner. Det kan også være, fordi man udover at have en ratepension via sin arbejdsmarkedspensionsordning også har oprettet en ratepension i f.eks. banken,” siger Helle Dalsgaard.

”Har man indbetalt for meget på ratepensionen i 2024, vil det stadig være muligt at sikre sig, at indbetalingerne ikke beskattes flere gange. Men det kræver, at man er opmærksom, når årsopgørelsen lander. Her skal man tjekke, om man har haft for høje ratepensionsindbetalinger, og har man det, skal man kontakte sin bank eller pensionsselskab, hvor man så har mulighed for at få pengene betalt tilbage eller at få dem overført til en livsvarig pensionsordning,” siger Helle Dalsgaard.

”Dog ved vi, at der desværre er mange danskere, som ikke får taget hånd om de for høje indbetalinger ifm. årsopgørelsen, og som derfor kommer til at hænge på en unødig ekstra skatteregning. Det er også baggrunden for, at Skattestyrelsen igen i år ifm. årsopgørelsen vil sende et brev til de danskere, der har indbetalt for meget til ratepension det forgangne år. Det gjorde Skattestyrelsen for første gang sidste år, og her bidrog brevudsendelsen til, at flere reagerede, hvilket selv sagt er positivt,” siger Helle Dalsgaard.

En opgørelse fra Skattestyrelsen fra november 2024 viser, at af de borgere, som Skattestyrelsen ifm. årsopgørelsen sidste år sendte brev til, fordi de havde indbetalt for meget til ratepension året før, var der 27 pct., som efterfølgende ændrede deres indbetalinger.

Til sammenligning gjaldt det for 10 pct. året før, hvor Skattestyrelsen ikke sendte breve.

Ifølge Skattestyrelsen betød det, at 3.800 personer i 2024 fik udbetalt et overskydende beløb på 52 mio. kr., og 6.900 personer fik overført et overskydende beløb på 103 mio. kr. til livsvarige ordninger.

I 2025 kan man indbetale op til 65.500 kr. på en ratepension med fuldt fradrag.

Anbefalet til dig