En række kendte bygninger i hele Danmark går i sort lørdag den 26. marts for at markere den årligt tilbagevendende og verdensomspændende begivenhed Earth Hour. Det sker for at sætte fokus på tabet af natur og arter, der sker hurtigere end nogensinde før i historien.
Storebæltsbroen, Øresundsbroen, Københavns Rådhus, Randers Regnskov og Musikkens Hus i Aalborg går lørdag 26. marts i sort i en time, når de ikoniske vartegn slukker lyset fra 20.30-21.30.
Det oplyser WWF Verdensnaturfonden i en pressemeddelelse.
Også internationale vartegn som Brandenburger Tor i Berlin, Colosseum i Rom, Operahuset i Sydney, Empire State Building i New York og Akropolis i Athen slukker lyset.
Det sker for at sætte fokus på WWF’s årligt tilbagevendende begivenhed Earth Hour, hvor bygninger og borgere verden over slukker lyset i en time for at sætte fokus på naturen og tabet af biodiversitet.
”Rigtig mange arter er allerede uddøde, og mere end en million arter har en trussel om udryddelse hængende over hovedet. Se bare på koalaen, der for nylig blev klassificeret som truet i Australien. Når vi slukker lyset til Earth Hour, er det for at sætte fokus på tabet af arter, der drives af os mennesker. Derfor vil vi også opfordre alle – både virksomheder og private – til at slukke lyset i den ene time,” siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.
Udryddelsen af arter sker i øjeblikket op til 100 gange hurtigere, end det gennemsnitligt er sket inden for de sidste ti millioner år.
Slukker for lyset - men tænder for håbet
Naturkrisen er ikke bare et globalt fænomen. Den finder også sted her i Danmark, hvor knap 2.000 arter er truet af udryddelse. Heldigvis er det ikke for sent at gøre noget. Naturkrisen kan stoppes og delvist tilbagerulles, og Earth Hour har derfor til formål både at sætte spot på artstabet og samtidig være med til at tænde håbet for en fremtid, hvor biodiversiteten er i fremgang.
”Biodiversiteten er kritisk lav i Danmark. Vi skraber virkelig bunden, når vi sammenligner os med andre EU-lande. Heldigvis har vi i de senere år oplevet stigende fokus på problemet, men der er akut behov for, at der også kommer handling bag. Så Earth Hour er også en venlig reminder til politikerne om, at der stadig er lang vej igen,” siger Bo Øksnebjerg.
Storebæltsbroen gik i sort for første gang i 2021. Foto: WWF Verdensnaturfonden.
Foruden broerne, Københavns Rådhus, Randers Regnskov og Musikkens Hus slukker også en række kommuner, virksomheder og en lang række borgere lyset i forbindelse med Earth Hour.
Om Earth Hour
Det var WWF i Australien, der i 2007 første gang fejrede Earth Hour. Siden har begivenheden spredt sig til hele verden og markeres i år for 16. gang. Sidste år nåede Earth Hour ud til hele 192 lande og territorier.
Tidligere har lyset været slukket i ikoniske bygninger som Operahuset i Sidney, Eiffeltårnet i Paris, Brandenburger Tor i Berlin, Colosseum i Rom, Markuspladsen i Venedig, Sheikh Zayed-moskéen i Abu Dhabi og Akropolis i Athen.
I år finder Earth Hour sted 26. marts klokken 20.30-21.30.