Tidligere i år kom det som et kæmpe chok, da den populære komiker som skulle tage over for Sofie Linde i XFactor, måtte trække sig kort før årets liveshows. Årsagen var trist - en tumor i hjernen.
Heldigvis så var tumoren godartet og i dag er Melvin Kakooza på benene igen.
Men sygdomsforløbet var hårdt og især tre kvinder, gjorde en kæmpe forskel for ham. Derfor sender han dem nu en stor tak på sin Instagram-profil. Her hylder han også de mange andre kvinder og mænd i dette fag - nemlig alle Danmarks sygeplejersker.
"De her 3 fantastiske kvinder, har en ting til fælles, de er sygeplejersker og hvis det ikke var for dem, så ved jeg simpelthen ikke hvordan jeg skulle have klaret mit sygdomsforløb," starter han opslaget.
"Af hjertet tak til Laura og Vibeke, bare nogle af de fantastiske sygeplejersker som tog sig af mig på rigshospitalet intensivafdelingen.
Da mit sygdomsforløb var på sit værste kunne jeg intet selv. Jeg var afhæning af at der var nogle hos mig døgnet rundt," fortsætter han.
Han er nemlig dybt taknemlig for, at kvinderne på trods af travlhed og pres, fandt tid til at give ham håb og hjalp ham ud på gåture.
Et sjældent gåpåmod
"Jeg oplevede hvordan disse fantastiske kvinder, trods ekstrem travlhed og pres, tog sig tid til mig. De tog mig blandt andet med ud at gå ture, så jeg kunne opleve andet en de 4 vægge på min stue. De gav mig dagligt håb, selvom det nogle dage var svært at tro på! Og de gjorde alt det her med et smil og et gåpåmod jeg sjældent har set," skriver han.
I opslaget hylder Melvin de tre sygeplejersker, der tog sig af ham, da han var indlagt. Foto: Instagram/ Melvin Kaakoza
Du kan se hele Melvins opslag her.
"Jeg VED mange har sådanne oplevelser med vores skønne sygeplejersker. Jeg synes derfor vi skal gøre ALT hvad vi kan, for at passe på dem! Det kan godt være det bare er et job, men de er UUNDVÆRLIG og vi har brug for dem. Hver dag gør de en forskel. De er for alvor hverdagen helte," afslutter han sit opslag.
I de sidste måneder har sygeplejerskerne været meget omtalt i medierne, da der har været strejke for bedre vilkår.
Blandt andet på de sociale medier, har mange influencers blandet sig i debatten og støttet sygeplejerskerne - og nu sender Melvin også sin støtte.
Melvin er tilbage på arbejdet igen - og inden længe er han aktuel i en ny sæson af "Helt sort".