Mette Frederiksen: "Det har stor betydning"

22/12/2020

Mathias Busekist

Foto: Shutterstock
Mette Frederiksen skriver i et opslag på Facebook, at situationen er alvorlig.

Mest læste i dag

Mette Frederiksen opfordrer danskerne til at holde fast, selvom tallene er ved at vende. Det gør hun i form af et opslag på Facebook. 

"Vi kan se, at indsatsen nytter. Det, vi hver i sær gør lige nu, har en betydning. Det er godt. Og mest af alt en påmindelse om, hvor vigtigt det er, at vi alle holder fast - holder afstand og viser hensyn," skriver Mette Frederiksen på Facebook.

Det begynder dog at se lysere ud på nogle fronter, hvilket reflekteres i de daglige smittetal fra Statens Serum Institut. De kunne bekræfte, at kontakttallet er faldet til 0,9. Det betyder, at smitten er ved at aftage. 

Det mener Magnus Heunicke er et klart tegn på, at tiltagene virker.

"Tiltagene og alle i samfundes indsats ser ud til at virke, men niveauet af smitte er stadig højt. Derfor hjælp os med at holde fast nu. Tak," skriver Magnus Heunicke (S) på Twitter. 

Situationen er alvorlig

Der er dog fortsat et stigende pres på hospitalerne, dog især i Region Hovedstaden. De oplever et så stort pres på sengepladser, at man er ved at nå den maksimale kapacitet for antallet af indlagte patienter med coronavirus. 

"Indlægstallene stiger. Og vores sundhedspersonale oplever et stort pres. Situationen er alvorlig. Derfor en kraftig appel fra mig til jer: Det er nu, vi skal holde fast! Det ved jeg, vi kan." 

Mette Frederiksen appellerer derfor til, at man skal have smitten længere ned. 

"Vi skal stadig have smitten længere ned. Det går som sagt den rigtige vej. Restriktionerne virker - takket være vores alles store indsats. Men vi er der ikke endnu. Vi går en hård tid i møde," skriver Mette Frederiksen på Facebook.

"Mine varmeste tanker til alle de berørte familier og jeres kære. Pas ekstra godt på hinanden her i juledagene," skriver hun slutteligt. 

Anbefalet til dig