Mette Frederiksen melder ud: 'Forventer restriktioner'

Nyheder
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Statsminister Mette Frederiksen melder ud, at det bliver nødvendigt at gennemføre initiativer, der kan holde smitten nede.

Lige nu læser andre også

I de seneste uger har smittetallene været stigende, hvilket har fået regeringen til at opfordre danskerne til at lade sig vaccinere.

Nu melder statsminister Mette Frederiksen ud, at regeringen følger udviklingen i coronasmitten nøje, og at de ser både alvorligt og bekymret på den udvikling, der har været i de seneste uger. Det sker i et opslag på Facebook.

I samme ombæring sender hun også en kraftig appel til de danskere, der endnu ikke er blevet vaccineret mod coronavirus. Hun opfordrer nemlig til, at de bestiller en tid til at få en vaccine med det samme.

"En kraftig opfordring, hvis du ikke er blevet vaccineret: book en tid nu. Hvis du er indkaldt til revaccination og ikke har booket tid endnu: en klar opfordring til at få det gjort," skriver Mette Frederiksen i sit opslag på Facebook.

Statsministeren fortæller også, at regeringen kan se, at smitten spredes fra dem, der ikke er blevet vaccineret til dem, der allerede har fået deres vaccine. Netop af denne grund opfordrer hun de danskere, der endnu ikke er vaccineret, til at få bestilt en tid.

Ydermere fortæller hun, at virussen igen begynder at få alvorlig betydning for samfundet og sundhedsvæsenet, hvorfor hun har en forventning om, at det kan være nødvendigt med initiativer, der kan nedbringe smitten.

Mette Frederiksen fortæller ikke konkret, hvilke initiativer, der vil være tale om. Det formodes dog at være en form for restriktioner. Blandt andet har Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, for nylig lagt op til, at coronapasset skal genindføres.

"Sygdommen begynder igen at få mere alvorlig betydning for vores samfund og sundhedsvæsen. Derfor forventer jeg også, at det bliver nødvendigt med initiativer, der kan bryde smittekæder. Så smitten holdes nede. Og så vi forebygger indlæggelser," lyder det fra statsministeren.

Slutteligt oplyser Mette Frederiksen, at regeringen forventer, at Epidemikommissionen inden for ganske kort tid vil komme med indstillinger til regeringen og Folketinget.

Anbefalet til dig