Mette Frederiksen om exit: 'Det er ærgerligt'

07/12/2022

Mathias Busekist

Foto: Shutterstock
Mette Frederiksen ærgrer sig over beslutningen.

Mest læste i dag

Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) ærgrer sig meget over, at SF har forladt regeringsforhandlingerne.

Det understreger hun over for TV 2 og DR.

"Jeg synes, det er ærgerligt, at De Konservative først og nu senest SF har meldt sig ud, som de har gjort, for jeg har haft et ønske om, at begge partier kunne være med," siger den kongelige undersøger til medierne.

Onsdag er det 36 dage siden, at Folketingsvalget fandt sted, og aldrig før har forhandlingerne om en ny regering taget så lang tid.

Det er nu "kun" Venstre, De Radikale og Moderaterne samt Liberal Alliance og Dansk Folkeparti tilbage i forhandlingslokalet. Men de to sidstnævnte har ikke været indkaldt til forhandling længe.

Men ifølge Mette Frederiksen er det "legitimt nok", at SF ikke ønsker at være parlamentarisk grundlag til en bred regering - og SF-formanden begrunder deres exit.

SF-formand Pia Olsen Dyhr fortæller til Politiken, at de forlader forhandlingerne, fordi "det er blevet for blåt".

"Det har været meget konstruktive forhandlinger, men vi er for langt fra hinanden på afgørende punkter. Det er vi, når det handler om klima og natur. Her trækker Venstre i en anden retning, fordi de er tæt på landbruget. Og det er blevet for blåt, når det handler om de særligt udsatte," siger Olsen Dyhr til Politiken.

Det efterlader i stedet SF som et "konstruktivt oppositionsparti".

Mette Frederiksen er fortsat "meget fortrøstningsfuld" både for det "videre samarbejde" med SF, men også i forhold til forhandlingerne om en bred regering - et nybrud i dansk politik.

Hun frygter i hvert fald ikke, at samarbejdet mellem Socialdemokratiet og SF vil brase sammen, men derimod fortsætte, som det har gjort hidtil.

Slutteligt fortæller hun, at der onsdag aften vil være forhandlinger på Marienborg.

Man får derimod ikke at vide, hvilket partier der skal forbi.

Anbefalet til dig