Statsminister Mette Frederiksen var i dag til stede ved et officielt arrangement, der havde til formål at sige undskyld til de seks nulevende af de 22 grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951.
Ved arrangementet deltog også Grønlands to medlemmer af Folketinget samt repræsentanter fra Dansk Røde Kors og Red Barnet. Derudover var formand for Naalakkersuisut Múte B. Egede også til stede ved arrangementet.
Det officielle undskyldningsarrangement blev afholdt på Nationalmuseet mellem kl. 14 og kl. 16. Forud for arrangementet udtalte Mette Frederiksen, at hun så frem til at sige undskyld på Danmarks vegne arrangementet.
"Den 8. december 2020 gav jeg en skriftlig undskyldning til de seks nulevende, men jeg er glad for, at det nu er muligt at gennemføre et arrangement, hvor vi kan mødes. Deres historie og de tragiske konsekvenser af det forsøg, de blev en del af, har berørt mig dybt. Derfor ser jeg frem til endelig at kunne sige undskyld på Danmarks vegne ved et personligt møde," sagde hun.
Da hun talte til de tilstedeværende ved dagens arrangement, kaldte hun det for hjerteløst og umenneskeligt, da de 22 grønlandske børn blev ført fra Grønland til Danmark som led i et eksperiment.
"Det, som I var udsat for, var forkert. Det var umenneskeligt. Det var urimeligt. Og det var hjerteløst," sagde Mette Frederiksen ifølge Ritzau.
Derudover sagde hun, at det ikke er muligt at lave om på fortiden, men at vi (Danmark, red.) kun kan gøre, hvad statsministeren mener er det rette: at sige undskyld.
"Ingen af os, der er her, kan lave om på fortiden. Men vi kan gøre noget andet. Det er det, vi gør i dag. Vi kan forholde os til det. Vi kan tage ansvaret på os. Og vi kan gøre det, der i mine øjne er det rigtige: At sige undskyld til jer for det, der skete," udtalte hun.