Regeringen har sammen med støttepartierne slået fast, at man vil gøre det til kerneopgave at bekæmpe skattely og skattespekulation.
Det har dog ikke holdt Socialdemokratiet fra at bruge millioner af kroner på Facebook, som ikke betaler skat i Danmark.
Socialdemokratiet har sågar brugt 2.332.489 kroner på at annoncere for partiets ministre på Facebook.
Det skriver Ekstra Bladet.
I krig mod techgiganterne
Mette Frederiksen har tidligere udtalt, at hun ønsker at gøre op med netop dette. Det fortalte hun blandt andet i et interview med Politiken 15. april 2019.
"Vi har behov for at finansiere vores velfærdssamfund, og derfor skal virksomhederne betale skat. Det gør techgiganterne i utrolig lille grad. Hvis vi affinder os med, at virksomheder kan flytte sig og flytte deres skattebetaling efter forgodtbefindende, så kan vi på sigt ikke finansiere velfærdssamfundet."
Socialdemokratiet og Mette Frederiksen har dog smidt millioner afsted til mediegiganten i samme periode. Og det tyder da også på, at piben har fået en anden lyd.
Det er dog en ny verden. Dette kunne Mette Frederiksen bekræfte, da hun tblev spurgt på et pressemøde 7. december, om det var bedre at kommunikere gennem Instagram og Facebook, end det var at stille op til interviews i avisen.
"Det er jo bestemt ikke alle aviser, der har så mange abonnenter længere. Så man kan sige, hvis man kun er til stede i aviserne, så vil der jo være mange danskere, man ikke er i dialog med på samme vis, hvis vi kun står til rådighed for de elektroniske medier, så er der nogle andre borgere, vi ikke vil være i dialog med, og sådan gælder det jo så også med de sociale medier, hvor der er nogen, der er mere tilstede end andre," sagde Mette Frederiksen
Det er realitetssans
Ekstra Bladet forsøgte at få en kommentar fra Mette Frederiksen, men hun ønskede ikke at stille op til et interview. Hun henviste i stedet til Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen.
Han blev først og fremmest spurgt, om regeringen fortsat vil bekæmpe skatte-spekulation.
"Ja, det vil vi selvfølgelig. Vi mener stadig, at regulering af Facebook er nødvendig, og at de bør betale en fair skat. Det politiske synspunkt kan man også godt have samtidig med, at man er på Facebook – og annoncerer der," sagde Jesper Petersen til Ekstra Bladet.
Ekstra Bladet spurgte herefter, om det var hykleri eller dobbeltmoralsk. Jesper Peterson siger dog hurtigt, at det er hverken eller.
"Det er realitetssans. Det kan de fleste danskere godt forstå. Når tre millioner danskere er på Facebook, så bruger vi den kanal og annoncerer, lige som vi gør i aviser og andre steder for at udbrede vores synspunkter."