Sammen med familien har Mikkel Beha igen i år sejlet afsted på Wallenberg, hvor de har besøgt de danske kyster.
Sidste år var kronprins Frederik med en tur ombord - og i år har der også været fint besøg på Wallenberg. Statsminister Mette Frederiksen har nemlig været med ombord på Wallenberg, hvor hun besøgte familien.
Statsministeren påmønstrede Wallenberg på Bornholm, hvor hun sejler med til Christiansø. Undervejs blev der drukket kaffe, snakket, svømmet og kigget på sæler.
At Mette Frederiksen gav sig tid til besøget var helt særligt, lyder det fra Mikkel Beha.
"Det var et stort privilegium at have statsministeren med, og at hun gav sig tid til besøget. Hun har været chef i den periode af Danmarkshistorien, der har været den mest vilde og omvæltende siden 2. verdenskrig på grund af corona-situationen, hvilket var spændende at snakke med hende om," udtaler han til BILLED-BLADET.
Varm modtagelse
Da danskerne for - efterhånden en del år siden - kunne følge familien i deres første program "Kurs mod fjerne kyster", var familien lidt mindre. Der er nemlig kommet en del familiemedlemmer til siden.
Der er blandt andet kommet tre svigerdøtre - Louise, Ida og Madeleine. Og derudover er der også kommet hele tre børnebørn.
Madeleine er den sidstankomne svigerdatter og er kærester med Alfred. Hun var også med ombord på Wallenberg i år, da familien sejlede rundt i Danmark.
Selv kommer Madeleine også fra en stor familie med fire yngre søskende, så det er ikke helt uvant for hende, når hun ombord på Wallenberg bor tæt med sin store svigerfamilie.
I år har Madeleine også været med på Wallenberg. Foto: Bermuda / TV 2
"Når vi har sejlet sammen er det en intens, men en rigtig god måde at lære hinanden at kende på. Både Mikkel og Marian samt Theis, Ida, Emil og Louise har været enormt søde og åbne, så det har ikke været svært," lød det blandt andet fra Madeleine.
Oprindeligt var planen, at Alfred i august sidste år skulle have sejlet i Fransk Polynesien, med skibet Sirius. Der skulle han have været førstestyrmand og senere kaptajn i et halvt år. I alt skulle eventyret have varet i 13 måneder og planen var at Madeleine skulle med - men på grund af corona-pandemien kom de to ikke afsted.
I dag er Alfred i lære hos en fiskehandler.
Du kan se Kurs mod danske kyster på TV 2 Play.