Landsholdsspilleren er blevet ramt af en blodprop i lungerne. Det oplyser hans klub PSG ( Paris Saint-Germain) i et tweet.
Blodproppen kommer i kølvandet på en knæoperation, som gav komplikationer. Mikkel Hansen blev opereret mandag i sidste uge, skriver TV2 Sport.
“Jeg har været i kontakt med Mikkel, men indtil Mikkel selv har lyst til at tale om det, har jeg ikke yderligere kommentarer,” siger landstræner Nikolaj Jacobsen til mediet.
Det er ikke første gang Mikkel Hansen bliver opereret i sit knæ. I 2013 havde han også problemer med sit højre knæ, og blev også opereret for det, men nu har der altså igen været problemer med det skadede knæ.
“Det er meget bekymrende, da det er en brusk-problematik. For det er klart, at med den alder, Mikkel har, og de kampe han har spillet, at hvis der så fortsat er problemer med det knæ, så er der grund til at råbe vagt i gevær,” siger håndboldeksperten Bent Nyegaard.