Millionærer flygter i stor stil: Her flytter de hen

Nyheder
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Et stort antal millionærer flygter fra landet - og det er især én destination, der har formået at tiltrække dem.

Lige nu læser andre også

Meget tyder på, at nogle af de rigeste i landet ikke har lyst til at betale flere penge i skat. I hvert fald har Storbritannien oplevet en stor stigning i antallet af millionærer, der vælger at forlade landet.

Ifølge CNBC skyldes det især, at de ikke bryder sig om den nye Labour-regering. De har varslet øgede skatter og ophævelse af en række andre fordele, hvilket nu har resulteret i en decideret flugt fra landet.

Mediet skriver også, at det ikke kun er rige indbyggere fra Storbritannien, der vælger at forlade deres hjemland. Det er også en tendens, der ses i andre lande i Europa.

En årlig opgørelse i form af Henley Private Wealth Migration Report viser, at der især er ét land, der har formået at tiltrække de velhavende mennesker. I toppen af listen finder man nemlig De Forenede Arabiske Emirater.

Det er der faktisk ikke noget nyt i. Derimod er det tredje år i træk, at De Forenede Arabiske Emirater er at finde øverst på listen over lande, der tiltrækker flest velhavende mennesker.

Mængden af millionærer, der forlader Storbritannien, forventes kun at stige i fremtiden. Faktisk lyder det fra den schweiziske storbank UBS, at landet kan forvente et fald på omkring 17 procent i antallet af millionærer frem mod 2028.

I De Forenede Arabiske Emirater kan man derimod glæde sig over, at mængden af millionærer kun bliver større. Ved udgangen af 2024 kan de forvente en nettotilgang på intet mindre end 6.700 millionærer fra hele verden, fremgår det af Henley-rapporten ifølge Finans.

Det er dog ikke kun i De Forenede Arabiske Emirater, at nettotilgangen vil være stor. Det forventes den også at være i USA, hvor det estimeres, at der i samme periode vil være en nettotilgang på 3.800 millionære.

"Med sin nul indkomstskat, gyldne visa, luksuslivsstil og strategiske beliggenhed har De Forenede Arabiske Emirater konsolideret sig som verdens nummer et destination for migrerende millionærer," står der i rapporten.

Der er mange millionærer fra særligt Indien, Mellemøsten, Rusland og Afrika, der migrerer til De Forenede Arabiske Emirater, men i de senere år har flere briter og europæere også valgt at rive teltpælene op til fordel for en tilværelse i emiratet. 

Samlet set kommer Storbritannien til at se mængden af millionærer i landet falde fra 3.061.553 sidste år til 2.542.464 i 2028.

"Men det er vigtigt at bemærke, at Storbritanniens store millionærbefolkning - den tredje højeste i verden - omfatter mange udenlandske indbyggere fra steder som Rusland, Mellemøsten og andre steder," lyder det i UBS Global Wealth Report.

Anbefalet til dig