Der er efterhånden ikke den dansker, der ikke har MobilePay.
Betalingsappen har 4,4 millioner brugere i Danmark, og de forsøger da også kontant at optimere og forbedre den udbredte app.
For et stykke tid siden lancerede de blandt andet en omfattende opdatering med flere forskellige ændringer.
Det kan du læse mere om i artiklen herunder.
Den omfattende opdatering har dog ikke fået MobilePay til at hvile på laurbærrene, og nu melder de igen ud, at en ny funktion kan være på vej.
Siden lanceringen af Apple Pay i 2014 har Apple blokeret for, at konkurrerende wallets kan få adgang til at bruge NFC-chippen, som muliggør kontaktløse betalinger på iPhone.
Men det er slut nu.
I går annoncerede EU-kommissionen nemlig, at de var nået til enighed med Apple om at åbne for, at andre wallets end Apple Pay kan bruges til kontaktløse betalinger på iPhone.
Det skriver MobilePay i en pressemeddelelse på deres hjemmeside.
“At Apple åbner for andre wallets er en rigtig god nyhed for forbrugerne, for erhvervslivet og for innovationen. Dette er en kamp, vi har kæmpet længe, og vi ser frem til at konkurrere på lige vilkår med Apple på mobilbetalinger. Aftalen mellem EU-kommissionen og Apple er meget positiv,” lyder det fra Rune Garborg, der er topchef hos Vipps MobilePay.
Apple har for eksempel indvilliget i at give brugerne mulighed for at vælge sin foretrukne betalingsapp med en enkel tilgang til FaceID og knappen på højre side af iPhone.
Apple bestemmer stadig
Selvom andre virksomheder nu kan komme med på vognen, er det fortsat Apple, der vil sidde på nøglen til, hvilke virksomheder, der får lov at komme ind med et alternativ til Apple Pay.
“Nu er det op til Apple at overholde aftalen med EU-kommissionen. Vi forventer og regner med, at de følger aftalen. Men det er ikke før, at vi eller andre har lanceret en konkurrent til Apple Pay, at vi kan sige, at der reelt er kommet lige vilkår,” siger Rune Garborg.
For Vipps MobilePay åbner denne udvikling et nyt marked og nye muligheder for selskabet. Selv om nethandel vokser hurtigt, sker størstedelen af alle transaktioner fortsat i fysiske butikker, ifølge vores eget estimat.
“Det er vigtigt for os at være til stede i alle betalingssituationer, og nu får vi endelig mulighed for at lancere en løsning til betaling i butikker, som vil forenkle betalingen for vores brugere,” siger Rune Garborg og fortsætter:
"Vores ambition er at være førende inden for kontaktløs betaling i Norden, og vi arbejder hårdt på at bygge en brugervenlig og omkostningseffektiv løsning. Vi har en ambition om at lancere en løsning inden udgangen af 2024."