Fuldkorn har fået en central plads i danskernes indkøbskurv, og Netto, Bilka og Føtex er i front, når det gælder om at levere sundere alternativer på hylderne.
Salling Group, der driver de tre kæder, satser målrettet på at tilbyde et bredt udvalg af produkter mærket med det orange fuldkornslogo, og kunderne nyder godt af denne indsats.
Det fortæller Rikke Lynggaard, kategoridirektør i Salling Group, til Fuldkornspartnerskabet.
I dag kan kunderne i Bilka og Føtex vælge mellem over 135 fuldkornslogomærkede produkter, og ifølge Rikke Lynggaard handler det om at imødekomme både smag og trends.
"Kunderne efterspørger i dag et sundere valg end tidligere, og når vi lancerer en vare, som passer til tidens trend og smagen er virkelig god, så sælger den også," siger hun.
Udviklingen af fuldkornsprodukter sker ofte som en naturlig forlængelse af succesfulde produkter uden fuldkorn, og der arbejdes målrettet på at gøre sundere valg tilgængelige for alle.
Salling Group lægger vægt på at dække forskellige behov. Sortimentet spænder fra klassisk hvidt toastbrød til moderne madbrød som fuldkornspita, der er blevet et populært valg blandt kunderne.
Den stigende interesse for fuldkorn afspejler en generel sundhedstrend, som kæderne søger at støtte ved at rådgive leverandører til at udvikle sundere alternativer.
For kunderne betyder det ikke kun et større udvalg, men også en nemmere vej til at træffe sundere valg. Fuldkornslogomærkede produkter kan hurtigt findes via butikkernes apps, og aktiviteter som Fuldkornsdag i januar fremmer opmærksomheden om fordelene ved fuldkorn.