Det siges, at det ’er tanken, der tæller’… og det passer meget godt på en mand fra Vestsjælland, der netop har vundet en million kroner via Lottos millionærgaranti. Nu har han masser af penge, som han kan bruge på alt muligt, men indtil videre nøjes han dog med at glæde sig over alt det, han har råd til, hvis han skulle få lyst til at købe.
”Det er jo ikke 10 millioner og en enkelt million kan hurtigt blive brugt, hvis man ikke tænker sig om,” siger manden fra Vestsjælland og tilføjer:
”… og jeg er sådan en, der tænker sig rigtigt meget om. Ja, jeg er nok det, man ville kalde nærig,” indrømmer han.
Der er dog grænser for sparsommeligheden, og manden regner med at tage hele familien med på en rejse til sommer:
”Vi skal have en god sommerferie, og så kan det godt være, at der kommer en ekstra stjerne mere på hotellet, og det kan være, at vi lige flotter os lidt mere… men det bliver altså ikke første klasse og femstjernede hoteller!” siger han og understreger, at han ER glad for at have vundet de mange penge, selv om han ikke lige vil bruge dem.
”Det føles fantastisk! Det ER fantastisk. Nu behøver man ikke tænke så meget over det, når man skal bruge penge, for der er råd til det. Men jeg er en, der går med både livrem og seler, og det kommer jeg til at gøre til mine dages ende. Og så rækker en million nok længere, end man lige tror, når det nu er mig, der passer på den,” siger han i en pressemeddelese.
Trods mandens sparsommelige natur, så er det dog trods alt ikke meningen, at pengene skal blive stående for tid og evighed.
”Nej, det skal de ikke, selv om det ser godt ud at have på kontoen. Men det kan da godt være, at det kontoudtog, der kommer i eboks, bliver gemt lidt længere, end det plejer,” siger han.