Næsten 500 nye smittede - men der er også en god nyhed

22/09/2020

Christian Granhøj Skouboe

Foto: Shutterstock
Igen stiger antallet af nye smittede. Et andet nøgletal falder dog tirsdag.

Mest læste i dag

På ugens anden dag er der nok en gang blevet konstateret mange nye smittede med coronavirus. Det fortæller Statens Serum Institut, der hver dag offentliggør de officielle tal, der afdækker, hvordan virussen breder sig i landet. 

Tirsdag bliver endnu en dag, hvor flere end 400 nye er blevet konstateret smittet med corona. Antallet af nye er 476 smittede. Samtidig stiger antallet af indlagte også. Mandag var 75 personer indlagt på danske sygehuse og hospitaler. Tirsdag stiger det tal til 79. 

En smittet er død det seneste døgn. 

Vigtigt tal falder

Nok spreder smitten sig fortsat i Danmark, men tirsdag kunne sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) fortælle, at det såkaldte kontakttal nu er på vej den rigtige vej. Tallet fortæller, hvor mange andre hver coronasmittet, når at give smitten videre til. Det seneste stykke tid har tallet ligget på 1,5, men nu deler ministeren en nyhed på Twitter.

"Kontakttallet for smittede er faldet fra 1,5 til 1,3," fortæller Heunicke, der i samme ombæring understreger, at det ikke betyder, at de landsdækkende restriktioner straks kan hæves. Det skriver han videre i opslaget: 

"Smitten stiger altså fortsat, men i lavere tempo. Vi skal under 1, før kurven knækkes."

Ifølge ministeren skal dette dog nok lykkedes. Det skal bl.a. ske ved hjælp af de landsdækkende restriktioner, der trådte i kraft i forgangne weekend. 

"Vi har iværksat en række målrettede tiltag for at bringe smitten ned," skriver Heunicke - og slår fast: "Sammen knækker vi kurven"

 

 

#

 

Anbefalet til dig