”Da jeg fik gigt var jeg rasende! Jeg var rasende, fordi min læge ikke tog sygdommen alvorligt. Hun sagde:” Det er ikke farligt.” Men for mig var det farligt.”
Sådan siger Natasja Dybmose, der udover at være kommunikationschef i Gigtforeningen også er vært på podcastserien ”Av min krop”, der er skabt af Gigtforeningen og som havde premiere i går.
Natasja Dybmoses mission er klar: Alle der har og kommer til at få gigt skal have en nemmere vej igennem det, end hun selv havde. For da hun fik diagnosen leddegigt, var det alt andet end nemt.
”Jeg kunne ikke rejse mig om morgenen. Jeg kunne ikke løfte min baby om natten. Jeg havde smerter over det hele, og jeg havde tusind spørgsmål, som jeg ikke havde svar på. Jeg vidste ikke, hvad der ville ske med mig. Om jeg kunne blive ved med at have et arbejde, om jeg kunne blive ved med at forsørge mine børn. Så jeg følte mig meget alene i verden,” siger hun.
Podcastserien er i fem afsnit og har et nyt tema hver gang: reaktioner, medicin, smerter og træthed, skriver den danske patientforening i en pressemeddelelse.
Temaerne er valgt blandt andet fordi, det var spørgsmål om de emner, Natasja manglede svar på, da hun selv stod med en ny diagnose. Men også fordi det i høj grad er de emner, Gigtforeningens rådgivning taler med nydiagnosticerede om, når de ringer og skriver ind.
”Jeg forestiller mig, at jeg ikke er den eneste, der står og er alene. Den her podcast-serie ”Av min krop” har jeg lavet, for at hjælpe dig, der står i en lignende situation. Jeg håber, at den kan gøre det muligt for ny-diagnosticerede gigtpatienter at mestre deres nye livssituation og styrke deres fysiske og mentale helbred. Det ville jeg gerne selv have haft hjælp til, da jeg var nydiagnosticeret,” siger hun.
Du kan finde ”Av min krop” her.
Podcastserien er lavet i samarbejde med Sygeforsikringen ”danmark” og Helsefonden.
Om Gigtforeningen
Gigtforeningen er en dansk patientforening med mere end 80.000 medlemmer og støtter. Patientforeningen blev grundlagt i 1936 og har som vision at sikre et bedre liv for de mere end 700.000 mennesker med sygdomme og smerter i led, ryg og muskler.