Nationalbanken advarer: Tag ikke danske kontanter med

08/03/2023

Mathias Busekist

Foto: Shutterstock
Du bør ikke tage dem med til udlandet.

Mest læste i dag

Hvis du har i sinde at forlade Danmark, bør du ikke medbringe dine danske kontanter.

Pressemeddelelsen, som Danmarks Nationalbank har udsendt, varsler i hvert fald om en stor risiko for, at de ikke vil kunne veksles i udlandet.

Banken har tidligere løftet sløret for, at det kunne være besværligt at få dem vekslet om til lokal valuta. Nu er tonen i stedet en helt anden, efter at flere banker og vekselbureauer siger stop for danske sedler.

Nationalbanken har intet med selve transaktionerne omkring veksling af danske penge i udlandet at gøre - i stedet er det et anliggende mellem danske banker og udenlandske pengeinstitutter og vekselbureauer.

"I flere lande er der problemer med at veksle danske kontanter. Det skyldes, at danske banker er blevet mere tilbageholdende med at modtage danske kontanter fra udenlandske banker. Bankerne vurderer, at de ikke kan betrygges tilstrækkeligt i forhold til deres forpligtelser efter hvidvaskreglerne," skriver Nationalbanken.

Nationalbanken mener i stedet, at man bør overveje at veksle hjemmefra, da der altså er stor risiko for, at man ikke kan få vekslet sine kontanter i udlandet.

"Omveksling af kontanter i udlandet er en kommerciel forretning, hvorfor problemstillingen skal løses kommercielt. Nationalbanken er udsteder af sedler og mønter, men det er de private aktører, der står for den direkte borger- og virksomhedsvendte håndtering af kontanter. Det gør sig især gældende på de internationale markeder, hvor det er de kommercielle parter, der håndterer omveksling og håndtering af kontanter," skriver Nationalbanken.

Banken understreger dog, at kontanterne fortsat kan bruges herhjemme.

"Danske kontanter er fortsat et fuldt ud gyldigt betalingsmiddel i Danmark," understreger de.

Anbefalet til dig