Da strømmen pludselig forsvandt i store dele af Spanien og Portugal for mindre end to måneder siden, stod mange uden mulighed for at betale digitalt.
Episoden har rejst spørgsmålet om, hvor sårbar betalingsinfrastrukturen egentlig er, og om danskerne kan være rolige, hvis noget lignende skulle ske herhjemme.
Ifølge Carsten Egeriis, der er administrerende direktør i Danske Bank, er det danske system godt rustet.
Sådan skriver mediet Finans Watch.
Han understreger, at selvom et stort betalingsnedbrud er usandsynligt, arbejder både Nationalbanken og regeringen målrettet med løsninger, der sikrer, at essentielle betalinger kan gennemføres uden digital clearing.
”Vi har et kæmpe ansvar for det i finanssektoren. Jeg kan også betrygge jer med, at vi har jo ikke testet det (i fuld skala, red.), men det er noget, som vi har arbejdet både med Nationalbanken og med regeringen i forhold til at sikre, at hvis betalingsinfrastrukturen er nede, så skal man stadig kunne bruge for eksempel sit dankort, selv om man ikke kan ”cleare” pengene,” udtaler han.
I praksis betyder det, at forbrugerne stadig vil kunne købe basale varer som mad og drikke, men luksusvarer som tv eller computere må vente, til systemerne er oppe igen.
Mens Danske Bank arbejder med sikkerhed i betalingssystemerne, mener Netcompanys administrerende direktør, André Rogaczewski, at løsningen på sårbarhed i digitaliseringen er endnu mere digitalisering, men på en smartere måde.
Han bruger billedet af en gås kontra en flok fugle:
”Hvis du har sådan én halvfed gås - en digital gås - så er den ret nem at skyde ned. Men hvis du i stedet har en masse små fugle, så kan du skyde løs, og det kan være, at du rammer nogle stykker af dem, men flokken skal nok nå frem. Det er lidt sådan, vi skal tænke det,” forklarer han.
Pointen er ifølge Rogaczewski, at digitaliseringen skal fordeles på flere systemer, så der altid findes alternative veje, hvis et enkelt element svigter.