NATOs seneste initiativ i Arktis er bestemt ikke gået Putins næse forbi
Arktis kan virke langt væk fra den europæiske hverdag, men kampen om det enorme område bliver stadig sværere at ignorere. Nu kommer Rusland med en markant advarsel om NATO’s voksende militære tilstedeværelse, fortæller TV 2.
Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov betegner alliancens aktiviteter i Arktis som en direkte trussel mod russisk sikkerhed.
Advarslen kommer, efter NATO tidligere på året lancerede missionen Arctic Sentry. Formålet er at styrke sikkerheden og koordinere alliancens militære tilstedeværelse i hele Arktis.
Danmark deltager blandt andet med F-35-kampfly.
Advarer om væbnet konfrontation
Ifølge Lavrov kan den øgede militære aktivitet få alvorlige følger.
“Risikoen for hændelser, der kan udløse en væbnet konfrontation med potentielt katastrofale konsekvenser, er stigende,” skriver den russiske udenrigsminister.
Rusland har selv en omfattende militær tilstedeværelse i området. Landet råder blandt andet over atombevæbnede ubåde og har den største militære infrastruktur i Arktis.
Samtidig har Kina i de senere år øget sin aktivitet i den mineralrige region, hovedsageligt i samarbejde med Rusland.
Spændinger tog fart efter Grønlandskrise
NATO’s nye mission blev lanceret efter de spændinger, der opstod, da USA’s præsident Donald Trump krævede amerikansk ejerskab over Grønland.
Arctic Sentry handler dog ikke kun om Grønland. NATO overtager med missionen koordineringen af den militære tilstedeværelse i hele Arktis, og det sker med amerikansk opbakning.
Også andre NATO-lande opruster mod nord. Norge har denne måned udvidet en ny militærbrigade med hovedkvarter i Arktis.
Fra russisk side bliver udviklingen nu beskrevet som stadig farligere.
Rusland har samtidig gentagne gange afvist, at landets egen militære tilstedeværelse udgør en trussel mod NATO.