Navneskifte hos PostNord træder i kraft: Her er det nye navn

Nyheder
Foto: Trygve Finkelsen / Shutterstock.com
Navneskiftet får ikke betydning for servicen, lyder det.

Lige nu læser andre også

Når du i fremtiden skal hente eller sende pakker, skal du fremover besøge din nærmeste ’PostNord Pakkeshop’.

Fra den 3. oktober ændrer PostNord nemlig navnet på samtlige ind- og udleveringssteder fra ‘PostNord Posthus’ til ’PostNord Pakkeshop’.  

Beslutningen er truffet som et led i en ny strategi om at styrke PostNords fremtidige position som den foretrukne pakkeleverandør i Danmark og Norden.  

"Navneændringen til ’PostNord Pakkeshop’ markerer endnu et skridt på den vækstrejse, vi er på, hvor vi arbejder målrettet på at blive absolut bedst på pakker i Danmark og Norden," siger Isabella Beck Jørgensen, der er pressechef i PostNord, ifølge en pressemeddelelse.

Tilpasser sig samfundsudviklingen og danskernes behov 

I mange år tjente landets posthuse en funktion, hvor man udover at sende breve og pakker gik ned og betalte regninger, meldte adresseændring, købte kontorartikler, postkort, konvolutter og mere. Sådan er det ikke i dag.  

"’Posthus’ er et begreb fra den tid, hvor Post Danmark, og siden PostNord, var et traditionelt postvæsen. I dag bruger danskerne primært posthuset til at sende og modtage pakker. ’Pakkeshop’ er en mere retvisende betegnelse, og det er derfor også allerede alment brugt," siger Isabella Beck Jørgensen. 

Navneskiftet får ikke betydning for servicen, understreger hun. Man kan printe labels til pakker og sende breve i alle ’PostNord Pakkeshops’, ligesom det fortsat er muligt at købe postmærker og frimærker i langt de fleste pakkeshops.  

Forventer stigning i pakkevolumener 

Danskerne handler mere og mere online. Og i 2023 rundede Danmark en e-handelsomsætning på 132 milliarder kroner, viser tal fra Dansk Industri. Det ser man også hos PostNord. 

"E-handlen stiger fortsat, og vi oplever voksende pakkevolumener hos PostNord. For os er det afgørende, at vi er til stede, hvor danskernes behov er, og i dag er det primære behov forsendelse og modtagelse af pakker," siger Isabella Beck Jørgensen. 

Mest læste

Derfor gik grevinde Alexandra fra prins Joachim Grevinde Alexandra har ikke før sat ord på, hvad der medførte, at hun og prins Joachim blev skilt i 2005. I en kinesisk tv-dokumentar, der handler om grevinde Alexandra, har hun for første gang løftet sløret for, hvorfor kærligheden ikke holdt.
Ville ikke være med: Dette nægtede Puk Elgård at gøre i Go' Morgen Danmark I syv år var Puk Elgård vært på Go' Morgen Danmark - og undervejs var det særligt én udfordring, som hun svarede klart nej til.

Anbefalet til dig