I dag samles demonstranter på Slotsholmen i København for at sige nej til regeringens planlagte SU-nedskæringer. Regeringen ønsker at fjerne det fleksible SU-år, som i dag giver mulighed for at skifte studie eller blive forsinket på sin uddannelse, uden at skulle sætte sig i gæld. Forslaget fra regeringen er lige på trapperne og derfor samles elever, studerende og fagforeninger for at værne om unges muligheder og rettigheder. Til demonstrationen vil der være taler fra blandt andet elev- og studenterforpersoner, fagforeningsforpersoner fra HK, Dansk Sygeplejeråd og Akademikerne samt partilederne fra SF, Enhedslisten og Radikale Venstre.
Det skriver Danske Gymnasieelevers Sammenslutning i en pressemeddelelse.
“At fjerne det fleksible SU-år, kommer til at ramme socialt skævt, og kommer til at ramme dem der er i forvejen er på kanten af uddannelsessystemet allerhårdest. Derfor samles vi i dag på tværs af elev-, studenterbevægelse og fagforeninger for at sætte spot på, at vi skal trække Danmark i en anden retning. En retning med mere fleksibilitet i vores uddannelsessystem.” udtaler Esben Bjørn Salmonsen, forperson i Danske Studerendes Fællesråd
Det fleksible SU-år er afgørende for rekrutteringen til professionsuddannelserne fordi mange unge først starter på en akademisk uddannelse, for derefter at finde ud af, at de i virkeligheden gerne vil tage en professionsbachelor. Derudover vil der med regeringens planer, ikke længere være SU nok til at fx sygeplejersker eller lærere kan videreuddanne sig. Fjernelsen af det fleksible SU-år, vil derfor stille studerende på de mellemlange videregående uddannelser dårligt i forhold til muligheden for at læse videre. Det bekymrer Anneline Larsen, forperson for Lærerstuderendes Landskreds:
“I 2021 var det 34% af nye lærerstuderende som havde anden uddannelseserfaring med i bagagen. Hvis regeringen fjerner muligheden for at skifte studie, vil unge låses fast på deres førstevalg og så er det læreruddannelsen og de andre professionsuddannelser, der kommer til at bløde. Det er helt skævt når vi i 2030 vil mangle over 35.000 uddannede pædagoger, lærere, sygeplejersker og socialrådgivere. Fjernelsen af det fleksible SU-år vil oven i hatten forringe vores muligheder for at læse videre og så ser det sort ud for professionsuddannelserne.”
Også unge, der endnu står overfor uddannelsesvalg, bliver hårdt ramt. For hvis regeringen lykkes med at fjerne det fleksible SU-år, vil man ikke længere kunne vælge forkert uden at skulle sætte sig i gæld.
Det vil lægge et enormt pres på gymnasieelevernes uddannelsesvalg, lyder det fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning:
“Det fleksible SU-år sikrer, at der er plads til at træde forkert uden at skulle sætte sig i gæld. Hvis man fjerner det, vil vi skulle tage vores uddannelsesvalg under nogle meget dårligere omstændigheder end i dag. Det vil føre til dårligere valg og mere pressede unge. Det er helt forrykt. Der er ingen grund til at stramme skruen endnu mere omkring ungdommen.” siger Asger Kjær Sørensen, forperson for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.
Det er ikke kun elever og studerende, der står sammen i kampen mod SU-forringelser. Også mange store fagforbund står på de unges side i kampen for at sikre et fleksibelt uddannelsessystem. De mener, at et fleksibelt uddannelsessystem er essentielt for at sikre et fleksibelt arbejdsmarked:
“Jeg tror på et samfund, hvor man kan vælge forkert og stadig have en chance. Et samfund, hvor unge har plads til at trække vejret. Og et samfund, hvor dine muligheder for at få en uddannelse ikke dikteres af mor og fars økonomi. Derfor bakker jeg op om demonstrationen.” udtaler Anja C. Jensen, forbundsformand for HK.
Fakta om demonstrationen
Demonstrationen “FORSVAR SU’EN” afholdes på Bertel Thorvaldsens Plads i København den 5. december klokken 13:00-15:00. Demonstrationen er arrangeret af Uddannelsesalliancen som består af følgende organisationer:
Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS)
Danske Studerendes Fællesråd (DSF)
Lærerstuderendes Landskreds (LL)
Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS)
HK Ungdom Danmark
HK Danmark
Akademikerne - AC
Danmarks Lærerforening
DJØF studerende
Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende (SDS)
Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS)
BUPL
Gymnasieskolernes Lærerforening (GL)
Danske Erhvervsakademiers Studenterorganisation (DESO)
Djøf
Danske Mediestuderende
Modstrøm
Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO)
Landssammenslutningen af Handelsskoleelever (LH)
IDA STEM Students
DM Studerende
IDA
DM