Nedslående besked til danskerne: Nu bliver det dyrere

Nyheder
Foto: Shutterstock
I år bliver det dyrere.

Lige nu læser andre også

Bilejerne har nu haft flere år med udgifter, der har været låst fast på samme niveau på grund af lave renter, billigt brændstof og næsten ingen inflation.

Men nu er festen tilsyneladende forbi, for allerede inden årsskiftet så vi de første stigende benzinpriser og forhøjede priser på servicering af bilen, og her efter nytår påbegynder vi en årrække med stigende afgifter til staten for at eje bilerne.

Det skriver FDM i en pressemeddelelse.

Med andre ord bliver det alt i alt dyrere at være bilejer, og samlet set lander prisstigningerne på noget, der ligner tre procent.

Registreringsafgiften har i flere år været reduceret som følge af en omlægning, der har haft til formål at bane vej for flere grønne biler på vejene. 

Helt konkret betyder det, at elbiler med en pris på op til små 500.000 kr. har været helt fritaget for at betale registreringsafgift, og for plugin-hybriderne har afgiften været stærkt reduceret.

Fra og med 2022 ændres de favorable forhold, og det betyder, at elbiler, der koster mere end 470.000 kr., og alle plugin-hybrider stiger i pris år for år.

Også ejerafgifterne stiger i de kommende år, idet man har omlagt afgiften til at være en CO2-baseret afgift. For en nyere benzin- eller dieselbil vil det betyde årlige prisstigninger på nogle få hundrede kroner, mens ældre dieselbiler vil opleve noget kraftigere stigninger.

Elbiler er billigst

Elbiler er i den sammenhæng stadig i en klasse for sig, og her er der kun tale om justeringer af priserne, der modsvarer den almindelige prisudvikling. 

"Overvejer man en elbil, er det ikke økonomien, der skal stå i vejen. Det kan godt være, at de er dyrere at købe, og at elprisen i øjeblikket er høj, til gengæld er både ejerafgiften og udgifterne til drift og vedligehold lavere. Samlet betyder det, at det over fem år koster godt 82.000 kr. årligt at eje en elbil til 350.000 kr., mens det for en tilsvarende benzinbil koster 100.000 kr. Faktisk er det samlet en smule billigere at købe og eje en elbil til 350.000 end en benzinbil til 275.000 kr.," forklarer forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru. 

For 2022 har Skatterådet fastsat det niveau, man forventer, brændstofudgifterne vil have i år. I år er denne sats hævet en hel del i forhold til i fjor. I 2021 tog man således udgangspunkt i en literpris for benzin på 11,31 kr., og den er i år hævet med næsten halvanden krone pr. liter til nu 12,78 kr. pr. liter.

For de grønne biler er der i år ikke indregnet en stigning i udgiften til Clevers ladeabonnementer for strøm til elbiler og plugin-hybrider. Dog er der for elbilerne tillagt 254 kr. pr. måned, hvilket dækker forskellen i den pris, man selv betaler for el, og den pris, man får refunderet af Clever. Betaler man selv løbende for strømmen, vil man dog formentlig opleve, at eludgifterne til bilopladningen er stigende som følge af de stigende elpriser.

På forsikringsområdet regner vi grundlæggende med kun mindre prisstigninger, men dette er meget individuelt, da priserne beregnes ret præcist efter bl.a. bilmodel, adresse og årligt km-tal.

Hos FDM kan du se bilbudgettet for 2022 fordelt på biler i forskellige prislejer. Det kan du se her.

 

 

Anbefalet til dig