Nedslående undersøgelse fra Røde Kors: "Stærkt alarmerende”

Af: Ida Hansson

|

06/12/2022

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En helt ny undersøgelse fra Røde Kors vidner om, at i forvejen udsatte børnefamilier i Danmark kæmper voldsomt med at få de økonomiske ender til at mødes og føler sig tvunget til at give afkald på basale behov.

Lige nu læser andre også

Stigende energi- og dagligvarepriser og højeste inflation i 40 år gør, at der spares, hvor spares kan – og også hvor det for alvor begynder at gøre ondt og hvor det begynder at gå ud over helt basale behov. Det vidner en helt ny undersøgelse blandt udsatte børnefamilier i Danmark om.

Undersøgelsen står Røde Kors bag og er foretaget blandt familier, som organisationen har kontakt til qua aktiviteter, netværk og økonomisk støtte – altså nogle af de allermest trængte børnefamilier i Danmark. Og tallene tegner et dystert billede af situationen hos i forvejen pressede familier, siger Ziga Friberg, som er chef for Røde Kors’ familieaktiviteter: 

”Vi vidste godt, at de familier, som i forvejen kæmpede med at få økonomien til at hænge sammen, er blevet meget mere pressede det seneste halve år, hvor priserne på stort set alt er steget. Men at konsekvenserne er så grelle, det kommer bag på os og skaber stor bekymring hos Røde Kors”. 

Skyldes prisstigninger 
Resultaterne af undersøgelsen, som 623 ud af 1.037 adspurgte forældre har svaret på (60%), viser bl.a., at 66% har undladt at give deres børn nødvendigt tøj eller fodtøj, at 24% har undladt at give deres børn nødvendige måltider og at 16% af forældrene har undladt at købe lægeordineret medicin til deres børn, fordi de ikke har haft råd.

Langt de fleste (mellem 75% og 82%) svarer, at årsagen er prisstigninger på dagligvarer, el og varme. Yderligere 14-19% svarer, at det til dels skyldes prisstigningerne. 

”Undersøgelsen viser, at familierne har skåret så meget ind til benet, at de nu er begyndt at spare på udgifter til deres børn, fx medicin og mad. Det er stærkt alarmerende, for så begynder det at gå ud over sundhed og helbred”, siger Ziga Friberg i en pressemeddelelse.

Også familiernes sociale trivsel er truet af prisstigningerne. 56% af forældrene med børn i alderen 6-16 år svarer i undersøgelsen, at deres børn har måttet undlade at deltage i sociale arrangementer som fx fødselsdage, skoleudflugter eller fritidstilbud, fordi der ikke var råd.   

Kalder på politisk løsning 
Røde Kors støtter årligt over 3.000 børn og forældre med netværk, en-til-en-relationer og økonomisk støtte. Men det er langt fra nok til at afhjælpe den situation, som mange udsatte familier står i lige nu. 

“Det er en politisk opgave, ikke civilsamfundets, at finde pengene og de strategiske løsninger på denne helt ekstraordinære situation vi står i nu, hvor nogle børnefamilier falder gennem det sociale sikkerhedsnet. Det er ikke godt nok i en velfærdsstat som Danmark”, understreger Ziga Friberg. 

Anbefalet til dig