Det er desværre ikke positive nyheder, der kommer fra verdenssundhedsorganisationen WHO. De kan nemlig meddele om, at der på et enkelt døgn er sket den største stigning i coronasmitte.
Det er særligt fire lande på verdensplan, der har bidraget til, at de seneste 24 timer kan skrive sig ind i rekordbøgerne for det døgn, hvor der sket den største smittestigning med coronavirussen.
Det er USA, Brasilien, Indien og Sydafrika der er de største syndere. I alt er der på verdensplan sket en stigning på 228.102 nye smittede i løbet af et enkelt døgn.
Den forrige rekord blev sat den 4. juli, og der lød den på 212.326 smittede personer. Det er altså en stigning på knap 16.000 nye smittede i forhold til den tidligere ‘rekord’.
Sådan ser det ud i Danmark
Hvad angår antallet af døde, så ligger det i øjeblikket stabilt omkring 5.000 i døgnet.
Tager vi et kig på Danmark, så kan vi herhjemme glæde os over, at vi ikke bidrager særlig meget til den samlede statistik. I Danmark skete der blot en stigning på 30 nye smittede i løbet af det seneste døgn. Kun 17 personer er registreret indlagt, mens fire personer er indlagt på intensiv.