Fødevarestyrelsen var i går, tirsdag den 28. november, til kontrolbesøg hos Netto på Godthåbsvej 14 på Frederiksberg.
De var dog ikke helt tilfredse med besøget, der også endte ud i en mindre glad smiley.
"Alle bundriste i køleinventar, hvor der opbevares færdigretter, pålæg, fersk kød og ost, fremstår i højere og mindre grad med støvansamlinger og hvide belægninger på risteholder. Rist i toppen af køleinventar med mejeriprodukter fremstår med enkelte klumper af hvide, behårede belægninger. Bund af låge på fryser-skabe fremstår med spildrester,' står der i kontrolrapporten.
Virksomheden havde følgende bemærkninger: Vi har haft problemer med vores køleinventar netop ved pålæg og kød, hvor det danner sig. Vi får det fikset.
Ikke desto mindre endte problemerne med deres køleinventar at koste Netto på Godthåbsvej 14 en indskærpelse, der medfører to opfølgende kontroller, som de selv skal betale gebyr for.
Flænger i gummilister
Under besøget, der varede i én time og 20 minutter, kunne Fødevarestyrelsen også konstatere, at der var flænger i gummilisterne i et køleinventar med færdigretter og et køleskab med fersk kød.
Dette forhold blev dog vurderet som en bagatelagtig overtrædelse, og butikken blev som følge heraf vejledt om løsningsmuligheder.