December nærmer sig med hastige skridt, og det betyder, at de dagligvarekæder, der er til stede i Danmark, forbereder sig på en priskrig af de helt store.
Men udover priskrigen, som typisk byder på skarpe priser på smør, fløde og andet godt, forbereder mange kæder sig også til højtiden med særlige juletiltag i butikkerne.
Med julen for døren har mange Netto-butikker valgt at indføre en hyggelig tradition, der skal skabe glæde for både børn og voksne i området.
En af de butikker er Netto på Næstvedvej i Ringsted.
På Facebook opfordrer butikken alle børn til at medbringe deres julesokker og hænge dem op i butikken inden den 24. november.
Personalet sørger derefter for at fylde sokkerne med små overraskelser hver søndag i advent. En gestus, der ikke kun henvender sig til børnenes begejstring, men også bidrager til julestemningen i butikken. "Vi glæder os til at se jer alle sammen," lyder det fra personalet i Netto på Næstvedvej.
Andre Netto-butikker har valgt at gøre lignende tiltag. Hos Netto i Storcenter Nord i Aarhus kan man ligeledes hænge sin julesok op - her vil der fra d. 1 december til d. 23 december være noget at hente i julesokken fra 'Julemanden'.
Initiativet stopper dog ikke ved julesokkerne.
Hos Netto på Næstvedvej i Ringsted opfordres børn til at komme med juletegninger i hele december, der skal pryde butikkens personalerum og skabe en festlig atmosfære for medarbejderne.
Som tak modtager børnene en lille julegodte, når de afleverer deres kunstværker.
Ideen er at involvere lokalområdet og sprede ekstra juleglæde blandt medarbejdere og kunder.