Den var der helt sikkert ikke mange, der havde set komme.
Netto har nu lanceret et helt nyt koncept i en butik, de der ligger mellem Fælledparken, Trianglen og Rigshospitalet i København. Det nye butikskoncept, der går under navnet 'Netto Express', har et helt særligt formål - og det er tydeligt at se, så snart man træder ind i butikken.
Ifølge B.T. ligner den nemlig en konkurrent til den populære kæde 7-Eleven, men det afviser Nettos direktør, Braw Bakir, hurtigt:
"Det er ikke en ny 7-Eleven, men det er det nemme, hurtige måltid. Man kan ikke handle til den store middag."
B.T. besøgte den nye 'Netto Express'-butik dagen før åbningen, som sker den 20. december - torsdag morgen - klokken 08.00 på Blegdamsvej 118. Lokalet har stået tomt i det seneste år, efter at Salling Group lukkede den tidligere Netto-butik på samme adresse.
Men det har altså banet vejen for det nyligt udviklede 'Netto Express'-koncept, som overraskende nok ikke lader til at være tegnet og tilrettelagt nøje:
"Der ligger ikke nogle store strategiske beslutninger bag det her. Vi har brugt halvanden måned på det, og nu står vi her", lyder det fra Braw Bakir.
B.T.s besøg hos 'Netto Express' afslører en bred vifte af produkter, herunder mejeriprodukter, morgenmadsvarer, tørvarer og drikkevarer på køl. Derudover vil der være frugt og grønt samt bake-off.
Interessant nok ligger den oprindelige Netto-butik blot 20-30 meter længere nede af Blegdamsvej. Ifølge Braw Bakir forventes begge koncepter at tage kunder fra hinanden, men priserne forbliver uændrede i begge butikker.
Nettos ide med 'Netto Express' er at imødekomme kundernes behov for hurtige indkøb. Hvis konceptet bliver en succes på Østerbro, overvejer Netto at skalere det op, men alt afhænger af kundernes reaktion.
Braw Bakir er dog også realistisk og indrømmer, at hvis 'Netto Express' ikke finder fodfæste blandt kunderne, er kæden klar til at trække stikket.