Nordjyde vinder 1 million kroner i Lotto - og gør noget, ingen forventer

Nyheder
Foto: Danske Spil
Foto: Danske Spil
Manden er ikke bange for at svinge kortet.

Lige nu læser andre også

Hvad nytter en million kroner, hvis man ikke bruger den?

Sådan lyder mantraet tilsyneladende for medlem nummer 4663 i Danske Spils millionærklub.

En mand fra det nordjyske, som stik imod alle fordomme bestemt ikke er bange for at bruge penge.

Da Danske Spil ringer til manden for at høre, hvordan det går, ringer telefonen et par gange, før han svarer:

”Hallo? Nå, dav. Ja, jeg sidder bare lige ved poolen og føler mig rimeligt heldig...” fortæller manden venligt.

Han har nemlig taget en pause fra vinterkolde Danmark for at nyde varmen under sydens sol sammen med nogle gode venner, som han har inviteret med sydpå.

Det var der nok ikke mange, der havde forventet af en Nordjyde.

”Her er ikke noget at klage på. Jeg sidder her med en kold cola. Det er bare dejligt. Jeg er godt nok rimeligt rød, for jeg glemte solcreme i forgårs, men det går fint i dag,” fortæller han.

Så rolig og afslappet var han langt fra, dengang han fik at vide, at han havde vundet de mange penge via Lottos ekstratrækning Super Millionærchancen.

”Det var meget uvirkeligt. Jeg begyndte at ryste over det hele, så jeg kunne ikke engang holde på min telefon. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan huske så meget om, hvad der blev sagt. Det var meget overrumplende, det må jeg sige!” siger han og tilføjer, at han faktisk først fik rigtigt ro på igen, da pengene efter et par dage stod på hans bankkonto.

”Jeg tjekkede min konto torsdag morgen, og der stod en pokkers masse nuller på kontoen. Hold da op, mand. Så gik jeg ud og købte nye møbler og en ny bil. Jeg fik 15.000 i byttepris for den gamle, men det var jeg egentlig lidt ligeglad med,” fortæller han med et grin.

Han nyder sin solferie, men alligevel får snakken om den nye bil ham for et kort øjeblik til at længes hjem.

”Det er en vildt dejlig bil. Den er SÅ dejlig at køre i,” siger han.

Men den må han vente med at køre i, til han kommer hjem fra solferien. Hvor han så passende kan køre bilen i lufthavnen, for han har faktisk allerede booket flere ferier sydpå med familie og venner.

Selvfølgelig på hans regning:

”Jada. Bare fordi jeg selv har været heldig, så betyder det jo ikke, at jeg ikke skal gøre noget godt for andre,” siger han og lyder ovenud tilfreds med tilværelsen.

Anbefalet til dig