Tænk, hvis du vandt i Lotto…. sådan lyder et kendt reklameslogan, som i årevis har mindet danskerne om, at der følger store drømme med den store gevinst.
Det gælder også for en nordjysk mand i sin bedste alder, som tit og ofte snakkede med konen om, hvad de dog ville bruge pengene på, hvis de en dag vandt i Lotto.
Det skriver Danske Spil A/S i en pressemeddelelse.
”Min kone havde nu ikke de store drømme. Det var altid mest mig, der havde dem,” fortæller manden, der indtil for nyligt måtte nøjes med at drømme: Lige indtil hans PLUS-abonnement blev udtrukket som en af de to ugentlige vindere af Millionærchancen.
”Jeg har altid drømt om alt det, jeg ville gøre, hvis jeg vandt i Lotto. ’Så skal jeg godt nok det ene og det andet og det tredje og det fjerde… Vi skal ud at rejse, vi skal købe en stor flot bil, vi skal have et sommerhus og sådan noget,’ men… når pengene så står på kontoen, så bliver man lidt mere nærig alligevel,” fortæller han, hvilket nok bekræfter manges fordomme om nordjyder.
Han tilføjer dog, at han med en frisk og skattefri million på kontoen har fået sig en ny drøm, som – indrømmet – er lidt mere jordnær og ’kedelig’ end hans tidligere drømme.
”Lige pludselig er det også skønt bare at have pengene stående på kontoen. Nu synes jeg faktisk, at det er bedre at lade dem stå. Det er jo også godt nok at have en buffer, ikke? Ja, det er sjovt, for de gange jeg har drømt om at vinde i Lotto, der har jeg aldrig drømt om at der stod penge i banken. Det var slet ikke med i drømmen,” siger han.
Manden skynder sig i øvrigt at tilføje, at det stadig er som en drøm at vinde en million, selv om drømmene har skiftet karakter.
”Det er skønt at vinde en million. Det gør alting nemmere. I praksis har vi været lidt mere fornuftige, end vi måske havde forventet. Men det er da også åndssvagt at bruge alle pengene på kort tid,” siger han og tilføjer, at nogle af pengene skam har forladt kontoen igen:
”Jeg har investeret nogle af dem, og så har vi også lige været på en lille ferie. Vi har også fejret det med en tur på sushi-restaurant, hvor vi sad og snakkede om, hvad vi skal bruge pengene på. Vi har også købt en ny bil. Eller det vil sige en ny brugt. Vi er stadig nordjyder,” siger han.