Norlys: 65.000 får nyt tilbud

20/12/2022

Thea Andersen

Foto: Shutterstock
Nu får Norlys mulighed for at tilbyde fibernet til 65.000 boliger.

Mest læste i dag

Norlys har indgået en rammeaftale med KAB, der bygger, udlejer og administrerer almene boliger – primært i hovedstadsområdet.

KAB er Danmarks største boligadministrationsselskab, og aftalen betyder, at op mod 65.000 boliger kan få mulighed for adgang til Norlys’ åbne fibernet, skriver energi- og telekoncernen i en pressemeddelelse.

"Vi vil gerne give de bedste services til boligorganisationerne og beboerne i KAB-Fællesskabet. Med muligheden for at få fibernet fra Norlys får beboerne en enkel og fleksibel løsning, hvor de frit kan vælge mellem 12 udbydere af internet og tv," siger Brian Schnell, driftssupportchef i KAB.

Største aftale hidtil

KAB administrerer boliger for 32 almene boligorganisationer med i alt 418 boligafdelinger i København og omegn. Samlet udgør KAB-Fællesskabet næsten 65.000 lejemål med cirka 120.000 beboere, og dermed er KAB den største administrator af almene boliger i Danmark.

"Aftalen med KAB er en vigtig del af vores rejse mod at blive landsdækkende, som vi påbegyndte i sommeren 2021. Samtidig er de tætbebyggede boligområder et strategisk vigtigt område for udviklingen af Norlys’ fiberforretning, og aftalen er den største, Norlys hidtil har indgået. Det er selvsagt en type af aftaler, vi gerne vil lave flere af," siger Torben Poulsen, direktør i Norlys Fibernet.

Rammeaftalen betyder, at Norlys kan udrulle fiberkabler og sælge fibernet til de boligorganisationer i KAB-Fællesskabet, hvor interessen er gensidig. Selve udrulningen sker uden beregning, og det er de to første afdelinger i KAB-Fællesskabet allerede interesseret i, nemlig Baunehøjparken og Mølleengen i Jyllinge, der er en del af Roskilde Nord Boligselskab.

Anbefalet til dig