Norlys melder ud: Det koster dyrt på den korte bane

Nyheder
Foto: ricochet64 / Shutterstock.com
Foto: ricochet64 / Shutterstock.com
Norlys gør status.

Lige nu læser andre også

Der er gang i investeringerne i Norlys, som i første halvår af 2024 investerede 1,9 milliarder kroner mod 1,7 milliarder kroner i samme periode i 2023.

Det er især udbygning af el- og fibernettet, opbygning af et landsdækkende ladenetværk og store it-investeringer, som fylder hos energi- og telekoncernen.

Halvårsregnskabet påvirkes også af det højere renteniveau i samfundet, som blandt andet påvirker Norlys’ fiberforretning, hvor den fortsatte udrulning af fibernet skal forrentes.

Derudover påvirker et hårdt konkurrencepræget bredbåndsmarked indtjeningen i Norlys’ internet og tv-forretning.

Sådan skriver Norlys selv i en pressemeddelelse.

"Investeringerne koster på den korte bane, men det er det, vi skal leve af på den lange. I Norlys er vi med til at drive den grønne omstilling blandt andet med et ladenet til elbiler, der skal dække hele landet," siger Gert Vinther Jørgensen, der er koncernfinansdirektør i Norlys, og fortsætter:

"Samtidig er vi i gang med en omfattende transformation af hele slutkundeforretningen for at kunne give både husstande og virksomheder mere sammenhængende og enkle løsninger."

Telia bidrager mere end forventet

Lavere energipriser er hovedårsagen til, at omsætningen i Norlys faldt fra 8,3 milliarder kroner i første halvår 2023 til 6,5 milliarder kroner i første halvår 2024.

Samlet kom Norlys ud af første halvår med et resultat før skat på 0,2 milliarder kroner mod 0,5 milliarder kroner i samme periode i 2023.

"Når vi trods alt lander på et lille plus, viser det styrken i vores forretningsmodel, hvor vi er bredt til stede i værdikæderne inden for energi og tele. Halvårsregnskabet er samtidig det første, hvor Telia Danmark, som vi overtog nøglerne til i april, indgår. Telia holder godt momentum, og på trods af omkostninger til integrationen af selskabet, bidrager Telia bedre end forventet," siger Gert Vinther Jørgensen.

Norlys’ resultat for årets første seks måneder påvirkes samtidig negativt af Norlys Energy Trading, som Norlys er majoritetsejer af.

Norlys Energy Trading investerer i øjeblikket i etableringen af en kundeforretning og derudover påvirkes tradingselskabet af langtidskontrakter på transportkapaciteter, der er rettigheder til at flytte energi mellem markeder. I 2022 bidrog transportkapaciteterne til en ekstraordinær indtjening, mens de i første halvår af 2024 påvirkede indtjeningen negativt.

Anbefalet til dig