Mandag er der godt nyt til danske børnefamilier. Familierne har været igennem noget af en rutstjetur det seneste års tid, hvor BR Legetøj først gik konkurs og så vendte tilbage igen.
Mandag deler kæden, der nu ejes af Salling Group, en god nyhed. I et interview med erhvervsmediet Finans offentliggøres det, at kæden nu åbner to spritnye butikker. Der blev ellers skåret gevaldigt ned på antallet af butikker, da Salling Group overtog kæden. De nye ejere valgte kun at genåbne 26, og lod dermed 71 butikker forblive lukkede.
Nu slutter to nye butikker sig dog til flokken.
Her dukker fætteren op
Finans har talt med BR Legetøjs kædechef, Charlotte From, hun bekræfter over for mediet at to nye butikker vil åbne i løbet af efteråret.
"Hidtil har de 26 butikker været fint, men vi har fundet muligheder i markedet for at udvide. Der slår vi til. De to butikker passer godt ind i vores øvrige placeringer. Fremadrettet lukker vi aldrig muligheder for at udvide rundt om i landet, hvis det giver mening for os," udtaler kædechef Charlotte From til Finans, om de to nye butikker, der kommer til at ligge i Gentofte samt i indkøbscentret Waves i Hundige.