Hvis du bor i Nykøbing, kan du snart bestille mad fra udvalgte restauranter via Wolts app og få dem leveret hjem direkte til hoveddøren. Udbringningsvirksomheden har nemlig annonceret sin ankomst til Lolland-Falster.
Det bekræfter virksomhedens kommunikationschef, Mikkel Tofte, over for folketidende.dk ifølge SE og HØR.
Med denne udvidelse er Wolt er skridt nærmere målet om at være til stede i hele landet.
"Nu har vi været ude i de største byer i en årrække, og så har vi udvidet en del. Det vil sige, vi er gået fra København til Storkøbenhavn til Nordsjælland, og det er gået rigtigt godt," siger Mikkel Tofte og tilføjer:
"Først og fremmest er det jo restauranter. Men sandsynligheden for at vi lancerer med et eller to supermarkeder er meget stor. Typisk vil vi også have bagere, butikker med i udvalget."
Ud over at borgerne i Nykøbing snart kan få mad leveret til deres hoveddør, så får de også mulighed for at levere med Wolt. Mikkel Tofte opfordrer folk i alle aldre, fra pensionister til yngre generationer, til at overveje at blive kurérpartner hos dem.
'Som Wolt-kurérpartner kan du tjene penge ved at levere ordrer til lokale kunder. Du bestemmer selv hvor og hvornår du vil levere. Det er nemt at starte din rejse som kurérpartner og øge din indtjening gennem hver levering med Wolt,' skriver Wolt om jobbet på sin hjemmeside.
Wolts planlægger at starte op i Nykøbing fra den 18. oktober.