Det kan virke uskyldigt at lægge flotte billeder op af hjemmet, når boligen skal sælges - især når man netop har ryddet op, tændt lysene og vist sin designerstol fra bedste vinkel.
Men ifølge GF Forsikring er det ikke kun potentielle købere, der holder øje med dine opslag.
Flere medlemmer hos det medlemsejede forsikringsselskab har den seneste tid oplevet indbrud kort tid efter, at deres boligannonce blev lagt ud online.
Ifølge Martin Rundager, direktør for Skadehjælp i GF Forsikring, tiltrækker billeder med dyre møbler, kunst og elektronik de forkerte blikke.
"Hos GF Forsikring oplever vi for tiden, at flere medlemmer har haft besøg af ubudne gæster, mens de har en aktiv boligannonce på nettet. Billeder med designermøbler, dyre lamper, kunst og elektronik virker som en magnet på de langfingrede," udtaler han i en pressemeddelelse.
Selvom antallet af indbrud på landsplan er faldet fra 2023 til 2024, er risikoen altså ikke forsvundet - særligt ikke for dem, der sælger bolig.
Samtidig er bolighandlerne steget med 11 procent det seneste år, hvilket blot giver flere muligheder for potentielle tyve at lure med.
GF Forsikring råder boligejere til at tage deres ejendomsmægler og boligfotograf med på råd.
Med lidt billedredigering kan ikoniske designmøbler gøres mindre genkendelige - og måske mindre interessante for de uønskede gæster.
Det handler ikke kun om sikkerhed, men også om fællesskab: Hos GF deler medlemmerne nemlig i årets overskud - jo færre skader, desto større gevinst for alle.