Nu bliver det muligt at oplade elbilen ved Aalborg Universitet

Af: Thea Andersen

|

28/12/2023

Nyheder
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Udbuddet fra Bygningsstyrelsen er det seneste offentlige udbud, Norlys har vundet i år, hvilket betyder, at der skal opstilles mere end 2.000 nye ladepunkter.

Lige nu læser andre også

Inden udgangen af 2024 vil medarbejdere, studerende og gæster kunne lade deres elbil ved Aalborg Universitet.

Norlys har nemlig vundet et udbud fra Bygningsstyrelsen, der betyder, at der kommer hele 32 ladeudtag til universitetet.

Det skriver energi- og telekoncernen i en pressemeddelelse.

"Aalborg Universitet bidrager til udvikling af den grønne omstilling på rigtig mange områder. Med etablering af el-ladestandere på hovedcampus gør vi det lettere for vores ansatte, studerende og gæster at være en del af den grønne omstilling ved nemt at kunne få opladet el-bilen på campus i Aalborg Øst," udtaler campusdirektør på Aalborg Universitet, Mogens Juul Møller.

Udover de 32 ladeudtag på Aalborg Universitet indebærer udbuddet også, at Norlys skal opstille ladestandere ved en række andre offentlige bygninger i flere politikredse, to styrelser, Den Centrale Anklagemyndighed og Aarhus Universitets afdeling i Foulum i 2024. I alt løber det samlet op i 58 ladeudtag.

Stort skridt mod landsdækkende netværk

Det vundne udbud fra Bygningsstyrelsen sætter punktum for et år, hvor Norlys har vundet hele 69 forskellige offentlige udbud fordelt på 19 kommuner og Bygningsstyrelsen.

Samlet set betyder det, at Norlys inden udgangen af 2024 opstiller hele 2.046 ladeudtag, som gør det lettere at være elbilist i Danmark.

"I Norlys arbejder vi for at skabe en reelt landsdækkende ladeinfrastruktur, og de vundne udbud betyder, at elbilister vil kunne finde ladestandere fra Norlys i så geografisk spredte kommuner som Tønder, Greve og Mariagerfjord. Dertil kommer alle de andre projekter, som fx vores samarbejdsaftaler med McDonalds, Burger King og Plantorama. Vi ser frem til et 2024 med masser af tryk på, og elbilister kan godt vænne sig til at holde ekstra øje med Norlys-logoet," siger Ellen Trolle, der er direktør for Norlys’ ladeforretning.

Anbefalet til dig