Det seneste døgn er 8.314 personer testet positive for corona.
Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut.
De positive testsvar er fundet i 201.322 pcr-prøver.
Antallet af indlæggelser stiger 11 med til 498.
7 personer er døde med corona det seneste døgn.
Giver en hånd med
Er du en af de danskere, der ønsker at blive vaccineret og enten mangler et stik eller ikke er kommet i gang, så kan du i aften blive vaccineret af Søren Brostrøm.
Tirsdag aften tilbringer direktøren i Sundhedsstyrelsen fire timer i Øksnehallen, hvor han og en række kolleger giver en hånd med, så endnu flere borgere kan blive vaccineret på kort tid.
”Jeg er selv læge og har allerede været ude at vaccinere mange steder i landet. Det er vigtigt, at vi også som Sundhedsstyrelsen kommer ud og tager snakken om vaccinen med folk i øjenhøjde. Lige nu skal vi meget hurtigt have vaccineret enormt mange, så der er brug for alle hænder. I Sundhedsstyrelsen arbejder mange forskellige autoriserede sundhedspersoner, og jeg er glad for at flere af dem har meldt sig til sammen med mig at tage en aftenvagt på det store vaccinecenter i Øksnehallen,” siger direktøren i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, i en pressemeddelelse fra Region Hovedstaden.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.
Regionsrådsformand Lars Gaardhøj ser frem til Sundhedsstyrelsens besøg i Øksnehallens Vaccinationscenter:
”Jeg er virkelig glad for, at Søren Brostrøm og flere af hans kolleger giver en hjælpende hånd. Vi skal nemlig vaccinere virkelig mange borgere, så der er brug alle gode kræfter for at løfte den kæmpe store vaccinationsopgave i regionens vaccinationscentre, hos de praktiserende læger, de private vaccinationsfirmaer og på apotekerne,” siger Lars Gaardhøj.