Sent på eftermiddagen kunne Sundheds- og Ældreministeriet meddele, at en dansker var blevet indlagt på Aarhus Universitetshospital i Aarhus med mistanke om, at vedkommende var blevet smittet med coronavirussen.
Det bekræftede sundhedsminister Magnus Heunicke også på sin Twitter-profil.
'Jeg kan bekræfte, at en mandlig patient er indlagt i højisolation på Skejby med mistanke om ny coronavirus. Der er taget prøve til Statens Serum Institut. Vores beredskab er dermed trådt i funktion, og trænede medarbejdere er i gang. Smitterisiko er fortsat lav i Danmark,” lyder det fra Magnus Heunicke.
På daværende tidspunkt var der ikke nogen informationer om, hvorfor danskeren var mistænkt for at være blevet smittet med den frygtede virus, men nu er der nye oplysninger.
Sundhedsministeriet har oplyst til Ritzau, at patienten er en dansker, der har været på besøg i Hubei-provinsen, og sidenhen vendte tilbage til Danmark.
Danskeren skulle angiveligt have udvist influenzalignende tilstande, og derfor blev han hentet. Ifølge DR Nyhederne blev patienten hentet af personale iført specielle beskyttelsesdragter.
Det er endnu ikke bekræftet, om patienten er blevet smittet med coronavirussen, eller om det er andet, der ligger bag.