Mandag den 11. marts klokken 22:10 modtog Nordjyllands Politi et alarmopkald, der førte dem til et gruopvækkende fund nær varmeværket på Gravensgade.
Ved ankomsten stødte patruljer og ambulancepersonale på en svært tilskadekommen pige, som desværre blev erklæret død på stedet.
Det oplyste Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Siden da har offentligheden ikke fået meget at vide om sagen, men politiet har dog fortalt, at den afdøde 13-årige og den, på daværende tidspunkt, drabssigtede 17-årige har været kærester, og at opholdet ophørte for 'ganske kort tid siden'.
Skræmmende sigtelse
Den 12. marts klokken 14.00 blev den dengang 17-årige unge mand fremstillet i grundlovsforhør, og her skrev TV 2, hvad han er sigtet for.
"Sigtelsen lyder på, at den 17-årige skal have udsat den 13-årige pige for kvælning og have dræbt hende ved flere slag i hovedet med knyttet hånd og en mursten", skrev TV 2 og fortsatte:
"Han er desuden sigtet for samleje med barn under 15 år, ligesom han er sigtet for under anvendelse af vold og trusler om vold at have tiltvunget sig samleje med hende."
Den unge mand har ikke tilstået drab eller de seksuelle sigtelser, men har tilstået grov vold med døden til følge.
Nu er der nyt
Den nu 18-årige unge mand har nu truffet en beslutning omkring, hvem der skal forsvare ham i den tragiske sag; og det bliver den kendte forsvarsadvokat, Mette Grith Stage.
Det skriver Ekstra Bladet, som har talt med hende.
"Alle, også en forsvarsadvokat, får ondt i hjertet over at tænke på det, som er sket og på det, som afdødes familie går igennem", udtaler Mette Grith Stage og fortsætter:
"Der er nok ikke nogen, som føler den store sympati for min klient lige nu. Men det ændrer ikke ved, at han er en dreng med en forhistorie, som ikke er rosenrød."
Den nu 18-årige unge mand har accepteret en frivillig fristforlængelse.