Nu er din årsopgørelse klar: Se om du får penge tilbage fra Skat

Nyheder
Foto: Shutterstock.com
Nu er din årsopgørelse fra Skat klar.

Lige nu læser andre også

Årsopgørelsen er officielt klar mandag den 15. marts. Men Skattestyrelsen er allerede nu klar til at teste systemerne, og derfor har borgerne via skat.dk adgang til at se årsopgørelsen for 2020.

"Vi er nu klar til at teste systemerne, og derfor har vi åbnet for at 4,6 millioner danskere kan se deres årsopgørelse nu. Mens vi tester og justerer systemerne, vil man kunne opleve perioder med ustabil drift, ligesom der kan være begrænset adgang til TastSelv fra udlandet," siger Karoline Klaksvig, der er underdirektør i Skattestyrelsen. 

Skattestyrelsen forventer også i år en stor interesse fra borgere, der ønsker at se, om der er røde eller grønne tal på årsopgørelserne. En kø-funktion på skat.dk forhindrer dog, at der lukkes flere ind, end systemerne kan håndtere.

Skattestyrelsen klar med hjælp i weekenden

Skattestyrelsens medarbejdere sidder klar ved tasterne både lørdag og søndag til at svare på borgernes generelle spørgsmål. Men Skattestyrelsen opfordrer til tålmodighed:

"Skat er ikke enkelt, og derfor sidder vi klar til at hjælpe hen over weekenden. Der er stor hjælp at hente for mange på vores hjemmeside, men vi svarer også på generelle spørgsmål på Facebook, Twitter og chatfunktionen på skat.dk. Fra mandag er vi også klar til at svare på spørgsmål over telefonen. Men med 4,6 mio. årsopgørelser ude, er der mange, der gerne vil have hjælp samtidigt. Det kan betyde, at nogen kan opleve ventetid," forklarer Karoline Klaksvig.

Skattestyrelsen udbetaler overskydende skat fra 9. april. Sidste frist for ændringer til årsopgørelsen er 1. maj 2021.

 

Anbefalet til dig