De nye regler kan få stor betydning for din skat i 2026.
Lige nu læser andre
Skattestyrelsen har i dag åbnet for forskudsopgørelsen for 2026.
Det betyder, at mere end 5,4 millioner danskere fra i dag kan logge ind og tjekke deres tal for det kommende skatteår.
Samtidig er der flere nye regler på vej, som særligt seniorer, unge og topskatteydere bør være opmærksomme på.
Forskudsopgørelsen viser, hvordan skatten vil blive beregnet næste år, baseret på de oplysninger myndighederne allerede har.
Men hvis man i løbet af 2025 har fået nyt job, ændret i lån, skiftet bopæl eller forventer ændringer som barsel eller pension, kan det få konsekvenser for skattebetalingen i 2026.
800.000 fik restskat sidste år
Læs også
Skattestyrelsen opfordrer alle til at gennemgå oplysningerne grundigt, da det kan spare store beløb.
“Vi laver forskudsopgørelsen ud fra de oplysninger, vi har fra de seneste år. Men lad os sige, at du har skiftet job eller ændret på dine lån i løbet af i år – eller at du allerede nu ved, at du skal på pension eller barsel næste år,” siger underdirektør i Skattestyrelsen, Ulrick Junge, og tilføjer:
“Det kan påvirke den skat, du skal betale, og det skal du selv sørge for at fortælle os, så du løbende betaler den rigtige skat.”
I 2024 oplevede 800.000 borgere at få en restskat, som i gennemsnit lød på næsten 10.000 kroner. Det er den situation, Skattestyrelsen gerne vil hjælpe danskerne med at undgå.
Nye regler gælder fra 2026
Flere væsentlige ændringer i skattelovgivningen træder i kraft næste år:
- Seniorer, som er tæt på folkepensionsalderen, får et ekstra beskæftigelsesfradrag
- Den nuværende topskat opdeles i tre trin med mellem-, top- og top-topskat
- Unge under 18 fritages for arbejdsmarkedsbidrag frem til udgangen af det år, de fylder 17
- Studerende i yderkommuner og på småøer får udvidet befordringsfradrag
- Skattekort oprettes automatisk fra det år, en ung fylder 13
Læs også
Skattestyrelsen opfordrer alle til at logge ind i dag og sikre, at forskudsopgørelsen afspejler den økonomiske virkelighed for 2026. Ellers risikerer man et skattesmæk, der kunne være undgået.