Nu er Patrick Nielsens fremtid afgjort: Forbund træffer beslutning

Nyheder
Patrick Nielsen har haft en lang karriere, hvor han bl.a. har gjort sig på tv. Her sammen med resten af familien i programmet Familien Nielsen. Foto: TV 3
Nu siger Dansk Professionelt Bokse-Forbund, at Patrick Nielsen ikke får licens til at bokse professionelt igen.

Lige nu læser andre også

Årsagen til at forbundet nu udelukker Patrick Nielsen er søndagens nyhed, om at en af landets bedste boksere er blevet medlem af Satudarah. Bokserens tilknytning til klubben får den konsekvens, at han ikke længere kan bokse profesionelt i Danmark. 

Det bekræfter formanden for Dansk Professionelt Bokse-Forbund, Jesper D. Jensen, overfor dagbladet B.T. Nyheden kommer oven på, at B.T. søndag kunne bringe et interview med netop Patrick Nielsen, hvor han kunne fortælle, at han er blevet optaget som såkaldt "prospect" i klubben. 

 

Vil ikke bande, men..

I samme interview fortalte Patrick Nielsen, at han fortsat havde et ønske om at bokse. Den plan ser nu ud til at være vingeskudt. 

"Jeg vil ikke bande, men jeg tager kraftigt afstand fra hans valg. Det er hans valg. Men han har så valgt, at hans fremtid ikke er professionel boksning i Danmark i hvert fald," udtaler formand Jesper D. Jensen til B.T.

Han fortæller desuden, at forbundet kan afvise at give en bokser licens, hvis de har gjort sig skyldig i handlinger, der "skader den professionelle boksnings anseelse og omdømme". Patrick Nielsen har opnået 30 sejre og 3 nederlag. Sidst han var i ringen var i 2019.

 

Anbefalet til dig