En mand i tresserne fra Esbjerg Kommune var lørdag aften ved at slutte dagen af ved 23.30 tiden, da han lige skulle tjekke aftenens Lotto trækning på sin mobil.
Og som han selv fortæller, så vågnede han gevaldigt op, da han loggede ind på sin spilkonto og så, at der pludselig var en masse nuller bagpå et et-tal.
"Jeg er vant til, at man får en sms om søndagen, hvis man har vundet noget på sit Plus- abonnement. Du ved, små beløb som 50-200 kroner, som jeg har vundet en gang imellem i løbet af de 30 år, jeg har spillet med. Jeg ved ikke, hvad der egentlig fik mig til at tjekke spilkontoen, men jeg troede ikke mine egne øjne og måtte logge ind på min iPad, der har en lidt større skærm," fortæller manden, der vil være anonym.
Derefter gik han ind i køkkenet til sin hustru og sine to store børn, som tilfældigvis var hjemme på besøg.
"Jeg kom vist ind med et meget specielt ansigtsudtryk og sagde: Jeg tror, jeg har vundet en million. Manden havde nemlig vundet på Millionærgarantien fra Lotto, hvor man bliver millionær, selvom man har nul rigtige."
Så bliver der lavet drinks
Straks så hele familien med på iPad’en, og så blev der ellers hentet champagne og lavet drinks til langt ud på natten.
"Vi fik lige forlænget familiehyggen med tre-fire timer. Det var altså sjovt," siger manden, der er millionær nr. 3665.
Den heldige vinder siger selv, at det endnu ikke er gået helt op for ham, at han er blevet millionær på et splitsekund. Men, at han alligevel har svært ved ikke at gå rundt og smile hele tiden.
"Og de står jo på kontoen. Det har jeg tjekket op til flere gange siden lørdag. Så det må jo være rigtigt," lyder det.
Den nybagte millionær har allerede overført det beløb, som man skattefrit må overføre til sine børn, og han fortæller, at børnebørnene også skal have noget af gevinsten. Udover nogle reparationer på huset, har han ikke de store materielle ønsker.
"Jeg synes faktisk, at det bedste af det hele er, at jeg kan dele ud af pengene ud til dem, jeg holder af. Derudover jeg givet mine børn den opgave at finde et sted, hvor vi alle sammen kan tage hen på en familieweekend. De finder stedet, jeg betaler," lyder det fra den lykkelige millionær, og han fortsætter:
"Vi støtter i forvejen Kræftens Bekæmpelse og Dyrenes Beskyttelse, så der kunne jeg forestille mig, at vi skalerer lidt op. Min kone og jeg skal selvfølgelig også ud at rejse sammen, når det igen kan lade sig gøre. Men ellers er det bare rart at vide, at jeg trygt kan gå på pension uden at skulle spekulere på økonomien. Livet er bare herligt," synes jeg.