Selvom dine arme og ben stadig er brune efter sommerens solbadning, så tag ikke fejl: Det er lige nu, at din krop begynder at tære på det lager af D-vitaminer, du har oparbejdet gennem sommeren.
I vinterhalvåret dannes der ikke D-vitamin i huden på vores breddegrader.
Fødevarestyrelsen har derfor udsendt en pressemeddelelse, hvor de anbefaler, at alle fra fire år tager et tilskud af D-vitamin fra begyndelsen af oktober til og med april.
Anbefalingen kom for to år siden, da en undersøgelse foretaget af Kræftens Bekæmpelse viste, at knap 20 procent af de danskere, der ikke tager vitamintilskud, har D-vitaminmangel om foråret, når sommerens overskud er brugt op. Vitaminet er yderst vigtigt for at kroppen kan optage calcium i tarmene. Derfor kan mangel på D-vitamin svække knogler og muskler, advarer Fødevarestyrelsen.
"Anbefalingen er relativt ny, og derfor vil vi gerne minde danskerne om, at de skal huske at tage et tilskud af D-vitamin," fortæller enhedschef i Fødevarestyrelsen Anne Pøhl.
Derudover er det Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsens anbefaling, at forældre giver D-vitamin til deres små børn hele året, indtil barnet fylder fire år.
Fakta
Anbefaling om D-vitamintilskud til voksne og børn fra 4 år:
Fødevarestyrelsen anbefaler, at alle voksne og børn fra 4 år tager et kosttilskud med 5-10 microgram vitamin D i vinterhalvåret (fra begyndelsen af oktober til og med april).
Anbefaling om D-vitamintilskud til spæd- og småbørn under 4 år:
Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen anbefaler at give spæd- og småbørn et forebyggende D-vitamintilskud på 10 microgram dagligt hele året, fra 2 uger og indtil 4 år. Hvis forældrene giver barnet en børnevitaminpille skal barnet ikke samtidig have D-vitamin tilskud.
Anbefalinger om D-vitamintilskud til særlige befolkningsgrupper
10 microgram D-vitamin dagligt hele året anbefales til:
Gravide
Børn og voksne med mørk hud
Børn og voksne som bærer en tildækkende påklædning om sommeren
Personer, som ikke kommer udendørs til daglig, eller som undgår sollys
20 microgram D-vitamin dagligt kombineret med 800-1000 mg calcium hele året anbefales til:
Personer over 70 år
Personer i plejebolig og hjemmepleje, uanset alder
Personer i øget risiko for knogleskørhed, uanset alder
Læs mere om anbefalingerne på altomkost.dk