Der er glade dage hos Givskud Zoo.
I 2019 sendte den danske zoo en sydamerikansk kæmpeodder til et genudsættelsesprojekt i Argentina, og nu ser det ud til, at kæmpeodderen har taget endnu et skridt mod at kunne blive sat fri.
Det skriver Givskud Zoo.
I 2018 blev kæmpeodderen, som har navnet Coco, født i Givskud Zoo, og blot et år efter blev han som bekendt sendt til før-udsætnings-anlæg i Iberá Argentina.
Det var dog ikke så ligetil som forventet at få kæmpeodderen sat ud i naturen igen, fortæller biolog og kurator i Kim Skalborg Simonsen:
“Coco fik i 2021 tre unger med sin daværende mage Alondra. Den oprindelige plan var, at når han blev far til endnu et kuld, ville der blive åbnet ud til den vilde natur. Men da han pludselig mistede sin mage, blev planen i første gang udsat til han fik flere unger med en ny mage.”
Nu er udsættelsen af Coco og hans unger dog igen rykket tættere på.
Ny mage
Coco har nu fået sig en ny mage, som kommer fra en zoo i Madrid. Udover den nye mage er Coco stadig sammen med sine to af sine unger, som begge er hanner, mens den tredje unge, som er en hun, blev sendt til en anden del af Argentina for at danne et partnerskab.
“Der er stadig ikke specifik dato på, hvornår der bliver åbnet for de fire oddere. Men noget kunne tyde på, at det kunne være en meget stærk gruppe at starte med at genudsætte. Det er den gruppe i projektet, der har klaret sig bedst, så det bliver meget spændende at følge næste skridt”, siger Kim Skalborg Simonsen.
Herunder kan du se billeder af gruppen af kæmpeoddere.