Nu overvåger politiet endnu en dansk by

03/10/2019

Christian Granhøj Skouboe

Øjet i det høje holder i fremtiden også udkig med livet på Torvet i Grenaa. Foto: Shutterstock
Politiet har nu sat to overvågningskameraer op på Torvet i Grenaa, som skal give Østjyllands Politi mulighed for at følge med i, hvad der sker på torvet.

Mest læste i dag

I forvejen er der sat kameraer op på Åboulevarden og Klostertorv i Aarhus og på Storegade i Randers, hvor politiet selv mener, at de har haft god gavn af kameraerne. 

”Det er vores vurdering, at kameraerne har været med til forhindre flere situationer i at udvikle sig. Desuden har de hjulpet os i forbindelse med efterforskningen af sager, og vi kan lynhurtigt få bekræftet en anmeldelse om uro i de områder, hvor kameraerne sidder. Så vi er rigtig glade for, at vi nu får samme muligheder på Torvet i Grenaa, ” siger politiinspektør hos Østjyllands Politi, Martin Løye. 

Billederne fra video-overvågningen bliver vist på skærme i Østjyllands Politis vagtcentral. Hvis der bliver brug for det, kan personalet med det samme se, hvad der sker på stedet og reagere ud fra det. 

Martin Løye understreger, at der ikke sidder betjente og overvåger folks færden på Torvet døgnet rundt. 

”Vi sidder ikke og følger med i tilfældige forbipasserendes gøren og laden. Ligesom i Randers og Aarhus vil vi bruge kameraerne i Grenaa i de tilfælde, hvor der er meldinger om uro, eller der er foregået noget kriminelt i området, ” siger politiinspektøren i en pressemeddelelse. 

Finasloven finansierer kameraer

Det var via en pulje i Finansloven, at Østjyllands Politi sidste år fik tildelt 11 videokameraer, som skulle fordeles i kredsen. Ud fra en samlet vurdering fandt politiet frem til de steder, hvor det gav bedst mening at sætte kameraerne op. Og her faldt valget altså blandt andet på Torvet i Grenaa. På grund af nogle tekniske udfordringer er kameraerne i Grenaa dog kommet lidt senere op end dem i Randers og Aarhus. 

Ud over selve kameraerne er der også sat skilte op i Grenaa, hvor det fremgår, at der er overvågning på stedet. 

Anbefalet til dig