Nu reagerer Mette Frederiksen på krænkelser

19/10/2020

Christian Granhøj Skouboe

Foto: Shutterstock
Landets statsminister forholder sig nu til en af de historier om krænkelser, der lige nu præger hverdagen i hendes parti.

Mest læste i dag

Tidligere mandag kom det frem, at Frank Jensen havde valgt at trække sig som overborgmester i København. Nu får sexismesagerne også konsekvenser for Jensens titel i partiet. Hidtil har han indtaget den magtfulde post som næstformand, men den trækker han sig også fra nu.

Det fortæller statsminster Mette Frederiksen (S) i et opslag på Facebook, hvor hun forholder sig til sagen.  

Statsministeren roser Frank Jensen for det politiske arbejde, han har stået bag. Hun siger dog, at hun mener Jensens beslutning om at trække sig er den rigtige: 

"Frank Jensen har netop meddelt, at han trækker sig med øjeblikkelig varsel fra både overborgmesterposten i København og som næstformand for Socialdemokratiet. Det er den rigtige beslutning."

Håber, historien bliver husket

"Der har været nogle personlige forhold omkring Frank, som har været problematiske. Og som ikke har kunnet overkommes og dermed blokeret for et fortsat politisk engagement. Jeg håber, at hele historien vil blive skrevet og husket," udtaler statsministeren og tilføjer:

"Det skylder vi hinanden. Og det skylder vi en dygtig politiker, som har arbejdet mange år for København og Danmark."

Siden tv-vært Sofie Linde gav MeToo-bevægelsen nyt liv, så har samtalen om sexisme fyldt en stor del af den offentlige debat herhjemme. Mette Frederiksen gør det i opslaget klart, at hun mener dette både er vigtigt og nødvendigt. 

"Metoo-bevægelsen har sat en vigtig og nødvendig diskussion i gang. Som alle andre diskussioner bør den foretages på et ordentligt grundlag. Det skal ikke være mediernes fremstilling, der afgør udkommet af en sag. Jeg vil kraftigt appellere til, at andre personsager afklares i et professionelt rum. Det gælder i alle hjørner af samfundet. Og dermed også i Socialdemokratiet, hvor en advokatordning giver mulighed for netop det."

 

Anbefalet til dig