Nu sætter nyt projekt ind mod ulovlige nikotinprodukter

Af: Thea Andersen

|

10/08/2023

Nyheder
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Med støtte fra TrygFonden skal sociologer på KU kortlægge salget af ulovlige e-cigaretter til engangsbrug, de såkaldte puff-bars, og udvikle nye måder at sætte ind mod det grå marked på nettet. Især blandt unge er brugen af puff-bars vokset kraftigt.

Lige nu læser andre også

E-cigaretter til engangsbrug, også kaldet puff-bars, er forbudt i Danmark, men kan nemt købes online, i kiosker eller blandt venner med de rette kontakter. Samtidig har brugen af puff-bars, der typisk sælges med frugtsmag og et meget højt nikotinindhold, spredt sig kraftigt blandt børn og unge.

Nu skal et nyt projekt på Sociologisk Institut, Københavns Universitet, med støtte fra TrygFonden ikke kun skabe mere viden om, hvem der online køber og sælger de ulovlige produkter og hvordan. Kortlægningen skal også hjælpe forskerne med at udvikle konkrete indsatser mod det ulovlige salg i tæt dialog med sundhedsmyndigheder, politiet og andre aktører på området.

Det skriver Københavns Universitets Samfundsvidenskabelige Fakultet i en pressemeddelelse.

For lektor Jakob Demant, der er ansvarlig for det nye projekt i samarbejde med postdoc Alessandro Moretti og forskningsassistent Kristoffer Aagesen, er den praktiske dimension vigtig.

”For at kunne forebygge at børn og unge køber puff-bars på nettet, er vi nødt til at forstå den konkrete sociale virkelighed, det sker i. Det er samtidig en onlinevirkelighed, hvor det er sværere at skelne det legale fra det illegale. Måske begynder nogle unge selv at sælge puff-bars online, fordi de ser sig selv som entreprenører og ’first movers’ uden forståelse for konsekvenserne, det kan have.” 

Fokus på onlinesalg

Arbejdet ligger i forlængelse af den ’Kontrol Task Force’, som sundhedsministeren og erhvervsministeren nedsatte sidste år for at styrke myndighedernes kontrol med salget af puff-bars.

Det nye projekt på Københavns Universitet supplerer indsatsen ved at sætte særligt fokus på onlinehandlen, der typisk finder sted via sociale medier. Her er handlen ikke alene udbredt. Den rummer også helt særlige risici, fordi salget af puff-bars ofte bliver knyttet sammen med salg af illegale stoffer som kokain, cannabis og syntetiske opioider.

”Det handler ikke kun om at blive klogere på et gråt marked for nikotinprodukter. Det handler også om, at de her produkter sælges side om side med endnu mere potente illegale varer – som kokain og svindel med f.eks. kreditkort og MobilePay. Ved at forebygge unges onlinekøb kan vi være med til at modarbejde, at de glider over i køb og salg af andre ulovlige varer og services,” siger Jakob Demant. 

Begge forskere bag projektet har stor erfaring med at undersøge halv- og helkriminelle onlineaktiviteter. I det nye projekt vil de følge digitale køber- og sælgerspor, f.eks. via åbne annoncer på Instagram eller ind i lukkede og halvlukkede grupper på Facebook og Snapchat. Kortlægningen bliver suppleret med interviews blandt købere og sælgere.

Konkrete løsninger

Målet er at kortlægge salgsmetoder og de forskellige køber- og sælgerprofiler på tværs af platformene for i sidste ende at kunne forstå, hvilke barrierer interventioner mod salget kan støde ind i.

Med afsæt i den viden vil forskerne udvikle forslag til konkrete indsatser i dialog med brugerne af puff-bars og en række aktører og organisationer (se boks nederst) på området. Det vil ske gennem fokusgrupper og workshops.

Hvilke typer af interventioner, som projektet ender med at foreslå, afhænger helt af undersøgelsen. Men ifølge Jakob Demant er det den klare ambition at udvikle konkrete, brugbare løsninger som supplement til de initiativer, sundhedsmyndighederne selv iværksætter.

Læs mere om projektet her.

Anbefalet til dig