Nu skærer Aarhus i hjemmeplejen: Ældre får ikke gjort rent resten af måneden

Nyheder
Resten af måneden får de ældre ikke gjort rent. Deres personlige pleje ændres der dog ikke ved. Foto: Shutterstock
Coronavirussen påvirker nu også ældreplejen i Aarhus Kommune.

Lige nu læser andre også

For at mindske risikoen for smittespredning af coronavirus, så ændrer Aarhus Kommune på hjælpen til de af kommunens borgere, som benytter sig af tilbuddet om hjemmehjælp.

"Alle modtagere af hjemmehjælp i Aarhus kan blive påvirket af den aktuelle situation med coronavirus."

Så klart skriver Aarhus Kommune det i en pressemeddelelse, som er blevet offentliggjort fredag eftermiddag. 

Ændringerne betyder konkret, at borgere, som kun får rengøring ikke få det udført i indtil videre de kommende to uger, ligesom klippekortordningen bliver suspenderet. Der er allerede områder, der har måttet suspendere noget rengøring, og det får fuld effekt fra mandag 16. marts. 

"Vi skal gøre alt for at mindske spredning af virus. Dels kommer vores medarbejdere hos utroligt mange borgere og kan på den måde enten let blive smittet eller bære smitte med sig, som kan påvirke ældre borgere. Derfor står vi med et valg, hvor vi bliver nødt til at sikre, at vi kan opretholde et beredskab med så mange raske medarbejdere som muligt til den vigtige situation, vi står i lige nu," siger Hosea Dutshcke, direktør, Sundhed og Omsorg.

Slækker hverken på medicin eller personlig pleje

Det er dog fortsat planen, at der ikke slækkes på hjemmeplejens kerneopgaver. 

"Derfor får borgerne udført de vigtigste opgaver som personlige pleje og medicin. Samtidig opfordrer vi borgerne til at holde god kontakt til familie og venner, som kan træde til og hjælpe i denne ekstraordinære situation. De skal blot huske de gode råd om så vidt muligt at undgå fysisk kontakt og vaske hænder med vand og sæbe og spritte af hvis muligt," siger Hosea Dutschke.

Modtager du eller en af dine familiemedlemmer hjemmepleje i Aarhus Kommune? Så hold øje med E-boks. Her sender kommunen opdaterede informationer ud. Derudover har man også etableret en informationsside på internettet, der kan tilgås på adressen aarhus.dk/corona

Anbefalet til dig