I sidte uge vakte det stor opsigt, at regeringen indførte to kødfrie dage i en række statslige kantiner, dog ikke i kantinen på Christiansborg. Det skete som et led i en ny statslig indkøbsstrategi, der skulle være grønnere end den forgående.
Nu oplyser regeringen, at den - efter dialog med flere lønmodtagerorganisationer - har besluttet, at det skal være op til den enkelte statslige arbejdsplads, om man ønsker at indføre vegetardage eller ej.
Efter offentliggørelsen af strategien har regeringen været i dialog med flere lønmodtagerorganisationer om forslaget vedrørende to vegetariske dage i statslige kantiner. På den baggrund har regeringen besluttet, at det skal være op til den enkelte statslige arbejdsplads at bestemme i hvilket omfang, der serveres vegetarisk mad, fortælles det.
Får et valg
I en pressemeddelelse fortæller finansministeren, at de kødfrie dage nu bliver valgfrit.
"Efter en god dialog med en række lønmodtagerorganisationer har regeringen besluttet, at det ligesom i dag skal være op til den enkelte statslige arbejdsplads, hvor ofte der serveres vegetarisk mad i de statslige kantiner," udtaler finansminister Nicolai Wammen (S) i en pressemeddelelse, som hans ministerie har offentliggjort.
Ministeren uddyber.
"Det bliver således op til den enkelte statslige arbejdsplads at bestemme, om man ønsker at have vegetardage eller ej. Vi synes, det er en god ide, at statens kantiner serverer mere bæredygtig mad, men vi har lyttet til medarbejdernes ønske om, at det er ikke noget, der skal besluttes fra centralt hold."
Ved offentliggørelsen lagde strategien op til at indføre to rent vegetariske dage om ugen i statens kantiner, samt at der højst må serveres okse- eller lammekød én dag om ugen. Det er disse forslag, som regeringen nu vil lade være op til den enkelte statslige arbejdsplads, oplyses det.